VVS-vinder har aldrig fortrudt sit valg
I 2014, da han vandt DM i Skills, var han elev på HANSENBERG. Seks år senere er han godt i gang med en karriere som rådgiver i et ingeniørfirma.
Det var i bund og grund lidt af en tilfældighed, at Daniel Krabsen for cirka ti år siden blev VVS-elev på HANSENBERG.
Egentlig drømte han om at blive grafiker, så han sprang på et grundforløb. Men undervejs på grundforløbet blev han introduceret til VVS-faget.
”Det var meget spændende, så jeg søgte en læreplads, som jeg fik. Jeg havde ingen forudsætninger for VVS-faget, og jeg kommer ikke fra en håndværkerfamilie. Men jeg har aldrig fortrudt mit uddannelsesvalg”.
Uddannelsesvalget har da også i den grad givet den tidligere HANSENBERG-elev masser af imponerende linjer på CV’et.
I sin læretid blev han kåret til årets lærling i Kolding og vandt DM i Skills – og så har han senere læst videre til VVS-installatør på Københavns Erhvervsakademi.
Daniel Krabsen kiggede med fra sidelinjen ved DM i Skills 2020 i Bella Center Copenhagen. I 2014 vandt han selv den prestigefyldte konkurrence.
Kræver teknisk kunnen
I dag har han en karriere som rådgiver i et ingeniørfirma i netop København.
”Jeg har altid været god til det boglige, og det har jeg også brugt til at læse videre. VVS-faget er både at bruge hænderne og hovedet. Der er nogle krav, der skal overholdes – for eksempel skal man være autoriseret, hvis man vil være selvstændig. Så det kræver noget teknisk kunnen”, fortæller Daniel Krabsen.
Det var i 2014, at Daniel Krabsen vandt DM i Skills for elever fra VVS-energiuddannelsen. Forleden var han igen med ved DM i Skills – denne gang som tilskuer i Bella Center Copenhagen, hvor VVS-elev Martin A. Troelsen fra HANSENBERG var i ilden.
- Er du også interesseret i VVS-energiuddannelsen, kan du læse mere her.
- Mere om Martin, VVS-energieleven der deltog ved DM i Skills 2020
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583