Tømrerelever tryller med genbrugsmaterialer

Det gælder om at tænke kreativt, når man for 500 kroner skal bygge et legehus, og den opgave har en flok tømrerelever på HANSENBERG klaret til UG.

Et budget på 500 kroner – og ellers fri leg til på knap to uger at fremstille et legehus eller legemøbel, der kan bruges indendørs af børn i børnehavealderen.

Sådan lød opgaven i teknologifaget for godt 30 tømrerelever, der på HANSENBERG er i gang med enten Grundforløb 2 eller – som Tobias Nygaard – ny mesterlære.

”Det er et mega fedt og spændende projekt, hvor vi skal tage hensyn til børnene. De må ikke kunne komme til skade, og legeredskaberne skal overholde alle krav og regler”, siger Tobias Nygaard, der – når han ikke er på skole – er i lære hos Lars Jeppesen, Tømrer- og Snedkermester A/S i Middelfart.

Tobias Nygaard har sammen med tre holdkammerater bygget et multitower.

Genbrug er et hit

I hans gruppe har de lavet et såkaldt multitower, som børn kan klatre på – og kravle ind i. Indeni er der en bænk – og flotte fisk på væggene. Fiskene er skåret ud på laserskærer i XHOUSE, som er HANSENBERGs eget makerspace.

”Vi skulle selv finde på det hele – og vi har bare haft et budget, vi skulle holde os til. Mange af materialerne har vi fundet i Skatkammeret. Vi har blandt andet fundet lægter og plader, så vi kunne holde udgifterne nede. Man kan overhovedet ikke se, at der er tale om genbrugstræ”, fortæller Tobias Nygaard.

Det er Kolding Kommune, der står for Skatkammeret. Her kan virksomheder aflevere restvarer og materialer, som de ikke selv kan anvende. Herefter kan institutioner i kommunen hente det, de kan bruge. Og tømrereleverne fandt mange skatte i Skatkammeret, siger faglærer ved Teknia på HANSENBERG Per Madsen:

”De fik nye idéer, da de var i Skatkammeret. Og i teknologifaget er det her projekt perfekt. Det er en åben opgave, hvor elevernes egne idéer bliver til et produkt. Det er det, de skal kunne – nemlig at være kreative og løsningsorienterede. Så det er gået rigtig godt, og man kan mærke, at de er stolte af deres arbejde”.

Processen tæller

Tobias Nygaard er glad for udfordringen:

”Vi startede med en idé – og næste dag gik vi videre til noget helt andet. Og hvis man kigger sig omkring her i hallen, er ikke to projekter ens”

I opgaven bliver eleverne bedømt på selve processen og altså ikke det endelige produkt.

 


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden