Teknisk student
Medaljemodtager
teknisk student Helene Vangsgaard Nielsen
Hun har altid været vild med matematik og de mere naturvidenskabelige fag, og samtidig appellerede projektarbejde til hende. Derfor faldt valget på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, da Helene Vangsgaard Nielsen i sin tid skulle vælge ungdomsuddannelse.
”Og så er det bare fedt, at det var okay at være ”nørdet” – og at man har haft mulighed for ikke kun at lære sin egen klasse at kende, men hele årgangen”, forklarer Helene.
”På HANSENBERG Tekniske Gymnasium fik jeg også mulighed for at være med i Akademiet for Talentfulde Unge. Det har gjort meget for mig socialt, selv om det handler om faglighed. Og accepten af hinanden på gymnasiet har haft stor, stor betydning for mig”.
Sidste år fik hun efter tre års arbejde en studenterhue fyldt med flotte karakterer. Så flotte, at hun er en af dette års modtagere af HANSENBERG-medaljen.
”Det føles rigtig godt. En ting er jo, at man arbejder hårdt og får gode resultater, som man bliver glad for. En anden ting er at blive anerkendt for det. Det er en helt vild fed følelse”, siger Helene, der peger på, at hun gennem hele sin gymnasietid har været opmærksom i timerne:
”Det har været vigtigt for mig at have hjertet med i det, jeg laver – og ikke bare vælge den ”nemme” eller ”fornuftige” løsning – samt aldrig at gøre tingene halvt. Jeg har brugt den tid på tingene, som det nu engang tager for at blive gjort ordentligt – og gerne i så god tid som muligt”.
I 2.g købte Helene sin egen hest, og den går meget af fritiden stadig med.
”Selv om skolen altid har fyldt meget i min hverdag, har det også været utrolig vigtigt for mig at have noget ved siden af skolen, som jeg virkelig interesserede mig for – og hvor jeg kan holde helt fri, idet jeg ellers kan have tendens til bare at sidde med hovedet i bøgerne. Det at holde helt fri og komme ud er bare en nødvendighed”.
Helene er lige flyttet til Odense, hvor hun er startet på uddannelsen til civilingeniør i Product Development and Innovation på SDU.
Helene: ”På HANSENBERG Tekniske Gymnasium fik jeg også mulighed for at være med i Akademiet for Talentfulde Unge. Det har gjort meget for mig socialt, selv om det handler om faglighed. Og accepten af hinanden på gymnasiet har haft stor, stor betydning for mig”.
- Teknisk student
- 21 år
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583