Tæt løb ved stor konkurrence
Tæt løb ved stor konkurrence
Fokus, faglighed og flot service var nogle af de hovedelementer, som kokke- og tjenereleverne diskede op med ved en storstilet konkurrence på HANSENBERG
Desserten er for mange kronen på værket, når den rigtig gode middag skal nydes.
Og sådan var det også ved Årets elevteams La Grande Finale på HANSENBERG, da skolens bedste kokke- og tjenerelever sent tirsdag aften blev kåret efter mange timers konkurrence.
For blandt de otte kokkehold – deltagerne kæmper sammen to og to indenfor deres fag – var der så tæt løb, at vinderne først blev fundet, da sidste ret var serveret: Desserten.
Og det var de to brødre, Matthew Devallance og Finn McMahon-Christiansen, der kunne løfte det tunge trofæ – og også glæde sig over, at deres dessert fik flest point af alle retter.
”Jeg har overhovedet ikke regnet med det. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle være med, men så gjorde vi det. Jeg er udlært næste år, men Finn er ikke så langt i sin uddannelse endnu, og det er fantastisk at kunne deltage og vinde med sin lillebror”, fortalte Matthew Devallance.
”Jeg er helt tabt for ord. Det har været hårdt arbejde, og nu skal vi hjem og fortsætte arbejdet på vores læreplads”, sagde Finn McMahon-Christiansen.
Præmien for dagens bedste ret var et gavekort til Ti Trin Ned i Fredericia.
Slotskro slår til
Matthew Devallance og Finn McMahon-Christiansen er begge i lære på Schackenborg Slotskro – og det samme er en af deltagerne på det vindende tjenerhold.
Sammen med Ida Olsen – der er i lære på Weis Stue – stod Anna Cathrine Aaskov fra Schackenborg Slotskro nemlig øverst på podiet, da tjenerkonkurrencen var afgjort.
”Jeg begyndte at græde, for det betyder rigtig meget. Nu har jeg arbejdet som tjener i næsten fem år – og jeg startede i lære, fordi jeg gerne ville lære endnu mere om faget. Og konkurrencer gør bare en endnu bedre”, forklarede Anna Cathrine Aaskov.
”Man kommer selvfølgelig, fordi man gerne vil vinde. Men det er vildt surrealistisk, og jeg kan næsten ikke sige noget”, sagde Ida Olsen.
Masser af præmier
Førstepræmien for både tjener- og kokkeeleverne var et gavekort på 10.000 til hvert makkerpar fra Bent Brandt til indkøb i virksomhedens showroom.
Der var også præmier til eleverne, der kom på anden- og tredjepladserne.
Andenpræmien – et gourmetophold på Schackenborg Slotskro – kan kokkeeleverne Gustav Olling-Larsen fra Gustav Lind Trapholt og Mathias Kramer fra Den Hvide Hest samt tjenereleverne Kia Augustenborg Nielsen fra Hotel Dagmar og Jesper Hansen fra Hotel Hedemarken godt begynde at glæde sig til.
Sidstnævnte makkerpar vandt også en pris for aftenens bedste velkomstdrink. De to kan nu invitere kolleger fra deres lærepladser med ud på Trolden Destilleri og Bryghus, hvor de skal lave deres egen gin, som virksomhederne kan tage med hjem.
Derudover modtog Kia Augustenborg Nielsen og Jesper Hansen hver en flaske helt unik gin plus et gavekort – også fra Trolden Destilleri og Bryghus.
Tredjepladserne tog kokkeeleverne Benjamin Thorup fra Hotel Svanen og Amalie Marie Grønaa Lund-Jensen fra Tyrstrup Kro og tjenereleverne Sara Stevn Laursen fra Comwell Kellers Park og Magnus Dahl Rehnquist fra Munkebjerg Hotel sig af. De modtog alle et gavekort til Tyrstrup Kro.
Dagens bedste ret – Matthew Devallance og Finn McMahon-Christiansens dessert: Æblemoussé serveret med æblegel, nøddekrokant, honningtuile, is med sønderjysk teblanding og flamberet æble.
Fokus på konkurrencer
Magnus Dahl Rehnquist har næsten kun lige nået at puste ud siden hans seneste flotte placering i en konkurrence, idet han for kort tid siden opnåede en andenplads i juniorkategorien ved Tjener-Battle 2025, der foregik på Mors.
”Tjener-Battle var min første konkurrence, så jeg var nervøs, men det gik jo meget godt. Vi skulle blandt andet køre service, sætte en vinmenu sammen, dekantere vin, fadservere og flambere. Og så var der nogle overraskelser undervejs – såsom, at vi skulle sable en champagne”.
Magnus har i den grad et intakt konkurrencegen. Han har indtil for kort tid siden været med på ungdomslandsholdet i bowling. Han er lige rykket op på seniorniveau, og frem mod sin svendeprøve om halvandet år har han valgt udelukkende at koncentrere sig om de vigtigste stævner.
For deltagelse ved konkurrencer – både i forbindelse med sport og uddannelse – giver noget ekstra, fortæller han:
”Jeg gør det for at udfordre mig selv. Det er noget andet at servere for nogle gæster, mens der står dommere og bedømmer alt, hvad man laver. Det er en utrolig god forberedelse til svendeprøven”.
”Ved Årets elevteam skal vi skabe et godt samarbejde og spille hinanden gode. Det kan også være en ekstra udfordring, men det har kørt godt til træningsaftenerne”.
Se videoen, som Morten, der er underviser på HANSENBERG, har optaget på dagen.
Intens periode
Deltagerne har i de seneste måneder deltaget ved en række træningsaftener i deres fritid, hvor både egne faglærere og eksterne eksperter har været forbi for at undervise eleverne i alt fra tang til te.
Ved La Grande Finale skulle tjenereleverne blandt meget andet kreere en blomsterdekoration til bordet, mikse og servere en lækker velkomstdrink samt flambere et element på desserten inde ved deres gæster.
Kokkene havde for eksempel til opgave at sørge for snacks – hvori tang skulle indgå – samt kreere en forret, hvor fjervildt var hovedelementet. Og i hovedretten skulle grøntsager være i fokus, mens fisk eller bløddyr også skulle være en del af retten.
I det hele taget skulle deltagerne ved Årets elevteam tænke i bæredygtighed – og i at mindske madspild.
Kokkene havde for eksempel til opgave at sørge for snacks – hvori tang skulle indgå – samt kreere en forret, hvor fjervildt var hovedelementet. Og i hovedretten skulle grøntsager være i fokus, mens fisk eller bløddyr også skulle være en del af retten.
Alle deltagere under Årets elevteam 2025
Ask Christiansen (Den Hvide Hest) og Sebastian Stephansen (Dine & Wine)
Malthe Glumsø (Hotel Koldingfjord) og Marcus Paludan Podiss (Restaurant Johansens)
Tue Holm Skovby (Comwell Kolding) og Rasmus Reif Schrader (Comwell Kongebrogaarden)
Gustav Olling-Larsen (Gustav Lind Trapholt) og Mathias Kramer (Den Hvide Hest)
Asger Halfdan Buur Maier (Aagaard Kro) og Jasmina Patricia Penciuc (Nögen, Kolding)
Benjamin Jakob Thorup (Hotel Svanen) og Amalie Marie Grønaa Lund-Jensen (Tyrstrup Kro)
Matthiew Devallance og Finn McMahon-Christiansen (begge Schackenborg Slotskro)
Emil Sehested Rincon Sierra og Anton Duus Nielsen (begge Restaurant Oven Vande)
Louise Bollerslev og Freya Binder Mortensen (begge Trinity Hotel og Konferencecenter)
Ida Olsen (Weis Stue) og Anna Cathrine Aaskov (Schackenborg Slotskro)
Denice Gjerdrum (Schackenborg Slotskro) og Anne-Mette Vilhelmsen Tønnes (Pearl by Paul Proffitt)
Mads Olesen og Frederikke Bennedsen (begge Hotel Koldingfjord)
Sille Tuemand Muchitsch (Henne Kirkeby Kro) og Freja Aagaard Gjerlevsen (Hotel Hedemarken)
Magnus Dahl Rehnquist (Munkebjerg Hotel) og Sara Stevn Laursen (Comwell Kellers Park)
Christian Cai Sundahl (Comwell Kolding) og Jakob Hannesbo (Gram Slot)
Kia Augustenborg Nielsen (Hotel Dagmar) og Jesper Hansen (Hotel Hedemarken)
Matthew Devallance og Finn McMahon-Christiansens snack, hvori tang skulle indgå.
Matthew Devallance og Finn McMahon-Christiansens forret: Gråandballotine farseret med estragon og morkel. Serveret med bagt gulerod, appelsingel, farseret morkel, morkelsauce og gulerodspuré.
Matthew Devallance og Finn McMahon-Christiansens hovedret: Stegt pighvar serveret med tærte fyldt med syltet, smørdampet og pureret selleri samt stegte østershatte. Serveret med pommes puré og blåmuslingesauce.
Dagens bedste velkomstdrink kreeret af Kia Augustenborg Nielsen og Jesper Hansen.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583