Succes med udveksling af viden - Erasmus+

12 elever fra Bridgend Agricultural College i Wales er nemlig på et to ugers praktikophold

For andet år i træk har Bridgend Agricultural College i Wales valgt at sende et hold elever i praktik på HANSENBERG, og besøget har stor værdi for begge parter.

Der bliver i disse dage talt en del mere engelsk i HANSENBERGs zoo og stalde, end der plejer at gøre.

12 elever fra Bridgend Agricultural College i Wales er nemlig på et to ugers praktikophold på HANSENBERG via EU’s uddannelsesprogram, Erasmus+. Efter et meget succesfuld besøg sidste år, er det anden gang, at den britiske uddannelsesinstitution sender et hold elever af sted til Kolding.

Blandt eleverne er 18-årige Ella Boyle.

”Det er en fantastisk oplevelse at være her. Der er så mange eksotiske dyr her på HANSENBERG. Samtidig er alle bare så venlige og hjælpsomme, og både lærere og dyrepasserelever ved rigtig meget, så vi tager en masse viden med hjem, fortæller Ella Boyle.

Ella Boyle forklarer, at hun tager hjem fra HANSENBERG med en masse viden.

Andre faciliteter

Hun har under opholdet været med til at klargøre zoodyrenes foder – og også sørget for ”serveringen” sammen med blandt andre 19-årige Ben McDonald.

”Det er virkelig godt at være her. Vi prøver ting, som vi ikke har mulighed for at prøve hjemme på vores egen skole, hvor vi ikke har de samme faciliteter”, siger Ben McDonald.

Mulighederne for at stifte bekendtskab med forskellige dyrearter, racer og tilgange til faget er baggrunden for, at man fra Bridgend Agricultural College har valgt netop HANSENBERG.

”Her på HANSENBERG er der eksempelvis jerseykøer, mens vi hos os har mere erfaring med kødkvæg. Her håndterer eleverne også føl og ungheste, hvilket de ikke gør derhjemme”, forklarer Carmen Bloxham, der er lærer på Bridgend Agricultural College – og sammen med sin kollega Ceri Ridge er med de 12 elever i Danmark.

Dyrepasserelev Julie Due (t.v.) er med rundt, når Ella Boyle og Ben McDonald fodrer dyrene i HANSENBERGs zoo.

Personlig udvikling

Carmen Bloxham peger desuden på, at det på det personlige plan giver stor værdi at prøve sig selv af i udlandet:

”Nogle af eleverne har begrænset rejseerfaring. De bor på skolehjemmet her på HANSENBERG, og de skal selv holde styr på deres lommepenge og så videre. Men alle, vi har mødt, har bare været så flinke, tålmodige og interesserede i at lære vores elever en masse”.

En af de personer, der har været med til at sætte praktikanterne ind i tingene, er dyrepasserelev Julie Due:

”Jeg får rigtig meget ud af at øve mit engelsk. Jeg kan godt engelsk til husbehov, men nu får jeg øvet fagtermer – og det er helt klart en fordel, hvis jeg engang får arbejde i en zoologisk have i udlandet”, siger Julie Due og tilføjer:

”De stiller nogle spørgsmål, som jeg skal tænke over – og det er sundt at reflektere over, hvorfor vi egentlig gør tingene på en bestemt måde”.

Det er også planen, at de walisiske elever skal holde oplæg for dyrepassereleverne fra HANSENBERG.

Eleverne fra Wales hjælper med at fodre både små og store dyr.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden