Stor dag – stor dimission
Se ansøgningsfristen for uddannelsesstart til august
Vejen til drømmejobbet - 1Stor dag – stor dimission
Godt 100 nye veterinærsygeplejersker fik fredag deres velfortjente sygeplejeemblem og uddannelsesbevis, da alle var samlet på HANSENBERG til en stemningsfyldt afslutning.
Alle de nye veterinærsygeplejersker var samlet på HANSENBERGs adresse i Vranderup til dimission.
De har knoklet i tre og et halvt år, tidligere på ugen været til de afsluttende eksamener – og festet hele natten til fredag.
Alligevel var der ingen mathed at spore hos de godt 100 nye veterinærsygeplejersker, som fredag var til dimission i bistroen på HANSENBERGs adresse i Vranderup.
Med så stor og flot en flok var det nødvendigt at dele dimissionen op i to – nemlig en formiddags- og en eftermiddagssession, så familiemedlemmer, venner, repræsentanter fra lærepladserne og undervisere kunne være med til at give de stolte veterinærsygeplejersker en velfortjent hyldest.
Og det nye kuld er eftertragtet, fortalte skolechef på HANSENBERG Niels Peter Hansen i sin tale:
”Vi er stolte over at kunne sende godt 100 faglærte veterinærsygeplejersker ud i branche, hvor der er mangel på arbejdskraft – og hvor der er brug for netop jeres kompetencer”.
”Siden jeg gik i 7. klasse, har jeg vidst, at jeg skulle læse til veterinærsygeplejerske. Min far havde det endda med i sin konfirmationstale til mig. Jeg har bare altid haft et specielt bånd til dyr, så jeg har aldrig været i tvivl om mit uddannelsesvalg”, forklarede Kira Hjort.
Drømmen går i opfyldelse
En af de nye veterinærsygeplejersker, som allerede har underskrevet en ansættelseskontrakt, er 24-årige Kira Hjort fra Varde, der har været i lære hos AniCura Varde Dyrehospital – og som nu har fået job hos Dyrlæge Eva Christensen i Kolding:
”Det er dejligt at være udlært – og at have et job, der venter, så jeg kan gå ud og bruge alt det, jeg har lært. Det glæder jeg mig meget til, og de har taget så godt imod mig, og de har sendt blomster til mig”.
HANSENBERG er det eneste sted i landet, der udbyder uddannelsen til veterinærsygeplejerske, og eleverne kommer fra hele landet – og også udlandet.
Og Kira Hjort har i over ti år været klar over, at det var den karrierevej, hun ville tage:
”Siden jeg gik i 7. klasse, har jeg vidst, at jeg skulle læse til veterinærsygeplejerske. Min far havde det endda med i sin konfirmationstale til mig. Jeg har bare altid haft et specielt bånd til dyr, så jeg har aldrig været i tvivl om mit uddannelsesvalg”.
Dyrlæge og faglærer Ursula Poulsen talte i sin tale varmt til de nye veterinærsygeplejersker – og fik sig også en snak med Githa Munch, som modtog en pris fra Kruuse A/S.
Den bedste uddannelse
At mange af de nye veterinærsygeplejersker har et job, der står og venter på dem, var også noget, som næstformand i Veterinærsygeplejerskernes Fagforening Sarah Hjort Hansen adresserede i sin tale:
”Jeg ved, at I er blevet sindssygt dygtige. Og jeg ved, at mange af jer allerede har fået et job. Tillykke. Og tillykke til de klinikker, der har ansat jer. De er heldige. Vi kan glæde os over, at vi er i et fag, der hele tiden er i udvikling, og vi kan selv være med til at forme det”.
Hele holdet fik også rosende og rørende ord med på vejen fra dyrlæge og faglærer Ursula Poulsen, som holdt tale på vegne af underviserne:
”Dagen i dag viser, at I har gennemført et uddannelsesmaraton. Og uanset, hvordan det gik til eksaminerne – og hvor meget hjælp I har fået undervejs i uddannelsen – er det jer, der gjorde det. Gem den dopaminfølelse, og tag den med jer! I er megaseje, og I har taget den bedste veterinærsygeplejerske i Europa – ja, måske i verden”.
Der var trængsel, når der skulle tages billeder af de nye veterinærsygeplejersker.
Tak fra eleverne
Der var da også masser af stolthed og glæde over tiden på HANSENBERG at spore hos dimittenderne – blandt andre Signe Ferling Larsen, som var en af de veterinærsygeplejersker, der talte på vegne af eleverne:
”Vi skal fejre dagen i dag. Vi har fået et fællesskab, hvor vi skulle til Kolding i mange, mange uger. I undervisningen har vi lært om lort i laboratoriet, hvornår vi i forbindelse med adfærd skal holde fingrene for os selv, og vi har lært at lægge poteforbinding på os selv. Vi gjorde det. Vi klarede det. Og nu er det os, der skal give nye elever en god start på uddannelsen ude på klinikkerne”.
”Vi vil også gerne takke lærerne for god og levende undervisning. I har gjort det hele spændende og relevant. I har været tålmodige og sjove. Tak for jer og tre og et halvt år. Og tak til bistroen for rigtig god mad”.
I forbindelse med dimissionen blev der uddelt en række priser og legater:
Søren Salting Jørgensen modtog en pris fra Salfarm A/S, og det samme gjorde Bolette Hauerberg.
Kruuse A/S uddelte priser til Githa Munch og Anne-Sofie Tranemose.
Jonas Værum Kristensen modtog legatet fra Vranderup Østergaard Fonden.
Stort tillykke til alle prismodtagere og til samtlige nye veterinærsygeplejersker – og til den branche, hvor de nu kan arbejde som faglærte.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583