Springbræt til succes
Uddannelsen til webudvikler blev springbræt til succes
Uddannelsen til webudvikler har åbnet mange døre for både Kasper Zinck og Jesper Kaae, der i dag arbejder som henholdsvis projektleder og selvstændig.
Det lå langt fra i kortene, at Kasper Zinck en dag skulle sidde som digital projektleder på reklamebureauet STEP i Odense.
Alligevel har han gang i en succesfuld karriere, som tog sin begyndelse, da han i sin tid søgte ind på grundforløbet til webudvikleruddannelsen på HANSENBERG.
”Jeg var godt 20 år gammel og havde arbejdet på fabrik i et par år. Jeg hadede at gå i skole, så jeg skulle ikke på universitet i årevis – det var helt sikkert. Uddannelsen til webudvikler virkede dejlig overskuelig og meget hands-on, hvilket jeg godt kunne lide. Så jeg startede helt på bar bund, men havde dog altid syntes, at computere – og nørderiet med dem – var spændende”, fortæller Kasper Zinck, der i dag er 34 år.
Da han var færdig med sin uddannelse, søgte han det, han selv kalder ”urealistiske job”. Alligevel blev han ret hurtigt tilbudt en stilling som frontend-udvikler ved TV2 Danmark i Odense.
”Havde det ikke været for min uddannelse som webudvikler, var jobbet aldrig blevet mit. De kunne se nogle muligheder i min baggrund, og jeg sad i to år som udvikler. På TV2 var der højt til loftet, så de smed nogle projektlederkurser efter mig, og jeg blev projektleder, hvilket jeg var i et par år”, siger Kasper Zinck.
Det er et håndværk
Kasper Zinck forklarer, at nye muligheder derved åbnede sig, så han søgte ud i bureaubranchen, hvor han altså er i dag.
”Det er helt sikkert min uddannelse som webudvikler, der har åbnet døren for, hvor jeg sidder i dag. Jeg rådgiver kunder om fremtidsplaner, strategi og digitale tiltag. Typisk sidder jeg med digitale projekter, der strækker sig over alt fra to uger til seks måneder. Lugter det af noget digitalt, kommer det forbi mig”, konstaterer Kasper Zinck og tilføjer:
”Det er et håndværk at være webudvikler, så man lærer mange teknikker. Min helt store fordel er, at jeg i mit job som digital projektleder har noget teknisk viden, som andre projektledere – der typisk er akademikere – ikke har. Det gør, at udviklere har lettere ved at forklare tekniske problemstillinger til mig”.
Du skal brænde for det
Kasper Zinck startede på sin uddannelse uden nogen form for forudsætninger, men det har aldrig bremset ham:
”Jeg var måske den i klassen, der vidste mindst. Jeg vidste ikke engang, hvad HTML var, så alle kan kaste sig ud i den her uddannelse – hvis bare de brænder for den”.
Netop det at brænde for sin uddannelse og sit arbejde kan 25-årige Jesper Kaae i den grad nikke genkendende til. Han blev færdig som webudvikler i 2015 og hoppede direkte ud i et liv som selvstændig med virksomheden Webstarters.dk, der har til huse i Kolding.
”De, der uddanner sig til webudviklere, brænder som oftest for at programmere, få en opgave løst, starte en ny opgave og så videre. Har man ikke den følelse, står man ikke stærkt i markedet, for man skal have stor interesse for udvikling for at kunne følge de nye trends. Udviklere er et unikt folkefærd, og de elsker stort set alt ved den her verden. En af grundene til det er, at det hele bevæger sig så hurtigt”, forklarer Jesper Kaae.
Han drager paralleller til det at være landmand:
”Har man en landmand, der tænker, at ’det her er bare et 8 til 16-job’, vil den landmand altid komme bagud. Man må arbejde, uanset hvad uret viser – simpelthen, fordi det er en nødvendighed, hvis man skal kunne følge med. Hvis man vælger at blive udvikler, skal man være forberedt på at lægge fritiden i det for at kunne følge med på alle de nyeste teknologier”.
”Det er det, der er så fantastisk. Jeg har været udvikler i 11 år, og alligevel finder jeg konstant nye måder at gøre tingene på. Jeg udvikler mig stadig, og det er fænomenalt at være i et fag, hvor man kan det. Alt kan lade sig gøre, så længe ens fantasi og faglighed rækker til at opnå det resultat, man ønsker at komme i mål med. Det gør det her job så utrolig spændende”.
Interessen slog gnister
I modsætning til Kasper Zinck har Jesper Kaae helt fra barnsben haft interesse for webudvikling. Som 14-årig fik han af sin far sit første domæne og en server at lege med – og det tændte gnisten til den brændende udviklingsfølelse:
”Nu arbejder jeg både som programmør og projektleder i Webstarters.dk. Webudvikling giver mulighed for, at man kan bevæge sig gennem flere varierende roller – så længe man har den tekniske viden med sig. Jeg rådgiver kunder om strategi og digitale muligheder, så vi i fællesskab løser deres digitale udfordringer”, siger Jesper Kaae, der nu er en af tre medejere af virksomheden.
”Jeg valgte tidligt at få medejere med, fordi det giver mulighed for at udfylde de kompetencer, jeg ikke selv besidder. Man skal ikke frygte at dele ens virksomhed, så længe forventningerne er afstemt, og målet er sat. Og så vil jeg i øvrigt hellere have 30 procent af 20 millioner kroner, end 100 procent af to millioner kroner”.
Gode fremtidsmuligheder
Og webstarters.dk har oplevet vækst under coronakrisen:
”Mange virksomheder er blevet opmærksomme på, at det digitale er enormt vigtigt, og vi oplevede, at efterspørgslen eksploderede i mange virksomheder – for eksempel i form af online salg. Så vi har utrolig travlt, fordi vi skal nå at indhente det, som kunderne efterspørger. De, der nu vælger at uddanne sig til webudviklere, kommer derfor ud til en endnu mere dynamisk digital virkelighed, der kun vil byde på endnu flere jobmuligheder i fremtiden”, understreger Jesper Kaae.
- På denne side kan du se meget mere om de muligheder, en uddannelse som webudvikler giver – og ansøgningsfristen nærmer sig, hvis du ønsker at starte på din uddannelse til august
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583