Sølv ved de nordiske mesterskaber
Sølv
Til Denice og Amanda
Sølv ved de nordiske mesterskaber til tjenereleverne Denice og AMANDA
For en måned siden blev de kåret til Danmarks to bedste tjenerelever, og nu føjer Denice Gjerdrum og Amanda Bodholdt fra HANSENBERG endnu en medalje til samlingen.
Efter to intense konkurrencedage ved De Nordiske Mesterskaber for tjenerelever, sikrede den dedikerede duo sig nemlig sent fredag aften en flot sølvmedalje!
”Vi føler selv, at vi fik timet den stramme tidsplan under konkurrencen rigtig godt, og der var et godt flow under vores service”, fortæller en meget glad Amanda Bodholdt.
Denice Gjerdrum er i den grad også tilfreds:
”Det er fedt at blive anerkendt for at gøre det godt. Træningen har været hård, men meget lærerig. Og den har været planlagt rigtig godt”.
Det er fedt at blive anerkendt for at gøre det godt. Træningen har været hård, men meget lærerig. Og den har været planlagt rigtig godt
Under mesterskabet skulle Amanda og Denice blandt andet dyste i mixologi.
De to sølvmedaljevindere har blandt andet trænet i HANSENBERGs undervisningsrestaurant, men hele påsken har også stået på træning, træning, træning.
Og ved De Nordiske Mesterskaber var det kun det islandske hold, der kunne presse sig forbi Denice Gjerdrum – som er i lære ved Schackenborg Slotskro – og Amanda Bodholdt fra Tyrstrup Kro.
Tjenereleverne skulle ved De Nordiske Mesterskaber blandt andet dyste i mixologi, vinpræsentation, borddækning, osteservering og service.
Konkurrencerne – hvor de dygtigste tjener- og kokkeelever fra Sverige, Norge, Finland, Island og altså Danmark deltager – foregik i år i Silkeborg.
Deltagerlandene skiftes til at være vært, og De Nordiske Mesterskaber er et samarbejde mellem de nordiske hotel- og restaurationsorganisationer – herunder danske HORESTA.
Stort tillykke til Amanda og Denice med det imponerende flotte resultat!
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583