Skoleelever kan spille sig til vigtig viden i City of Educatia

Vejledere fra IBC, HANSENBERG og Social- og Sundhedsskolen i Kolding står klar til at bringe et nyt univers ud til kommunens skoleelever i 7. og 8. klasse, som gennem leg og spil skal få øjnene op for en verden af uddannelser.

Der er noget sjovt og spændende i vente for grundskoleelever i Kolding Kommune.

HANSENBERG, IBC og Social- og Sundhedsskolen i Kolding har nemlig etableret et samarbejde, som giver skoleelever mulighed for at gå på opdagelse i det virtuelle spilunivers City of Educatia - et univers, der viser eleverne de mange perspektiver, der ligger i at tage en erhvervsuddannelse (EUD).

Direktør, HANSENBERG, Morten Kaj Hansen

Vi vil gerne være med til at åbne de unges øjne op for de mange muligheder, der findes blandt flere end 100 erhvervsuddannelser. Vi oplever ofte, at unges kendskab til erhvervsuddannelser er baseret på skrøner og gamle historier om, at man bliver nedslidt - og at en kedelig karriere venter. Det er langt fra tilfældet.

Med øget digitalisering, automatisering m.v. er der rigtig mange fag, der er i gang med en større omstilling, som kræver nogle helt nye kompetencer. Arbejdslivet er langt fra statisk, og man kan hele tiden tilegne sig nye kvalifikationer. Det skal vi fortælle de unge - og ikke mindst øge deres kendskab til erhvervsuddannelserne, så de træffer et studievalg på et oplyst grundlag.

City of Educatia bygger på gamification, og det er særligt udviklet til elever i 7. og 8. klasse, som spiller sig til masser af viden om uddannelser og fremtidsmuligheder inden for de erhvervsfaglige områder.

Uddannelser i verdensklasse

Administrerende direktør ved IBC Jens Gamauf Madsen peger på, at vi her i landet både har nogle erhvervsuddannelser i verdensklasse - og et erhvervsliv, der i den grad efterspørger flere faglærte. Et samarbejde om City of Educatia falder derfor helt naturligt, forklarer han.

Administrerende direktør, IBC, Jens Gamauf Madsen

Vi har et erhvervsliv, som mangler de kompetencer, vores elever får. Samtidig har vi i Danmark en del elever og studerende, som ikke udfordres i deres uddannelsesvalg og blindt følger kammeraterne. Derfor får de i første omgang valgt en forkert ungdomsuddannelse i forhold til de gode jobmuligheder, de egentlig ønsker.

Det ser vi på IBC, hvor vi hvert år alene i Kolding hjælper 140-150 studenter fra STX, der efterfølgende tilmelder sig en EUD, så de kan få en 2-årig elevplads og dertilhørende karrieremuligheder - muligheder, der jf. EUD-reformen bortfalder fra 2020. Dette nye vejledningssamarbejde er et blandt mange initiativer, hvor vi vil vise den positive vej, man kan gå med en EUD eller en erhvervsgymnasial uddannelse - også efter 2020.

Samarbejdet mellem HANSENBERG, IBC og Social- og Sundhedsskolen i Kolding indebærer, at uddannelsesinstitutionerne tilbyder grundskoler assistance i form af udstyr og to såkaldte gamemasters, der leder eleverne igennem spillet.

En øjenåbner

Vejleder ved HANSENBERG Anja Lene Røjkjær Olsen er en af disse gamemasters, og hun ser et stort potentiale i City of Educatia. 

Vejleder, HANSENBERG, Anja Røjkjær Olsen

De unge er digitalt indfødte, og de er vant til at navigere i et spilunivers. Med City of Educatia bliver de introduceret til erhvervsuddannelser på deres egne præmisser. Vi keder dem ikke til døde med en PowerPoint-præsentation. I stedet tilegner de sig viden gennem spillet, og i vante omgivelser får de øjnene op for en verden af uddannelser, som de måske ikke ved eksisterer.

Via spillet finder de ud af, hvad de er gode til - og hvilke job der matcher deres interesser.

Hver elev får udleveret en iPad, hvorefter en personlig QR-kode scannes, så byen City of Educatia viser sig. Eleverne skal herefter i små grupper samarbejde for at få liv i byens bydele. Derved får de en sjov og bred introduktion til erhvervsuddannelser, hvor fokus er på forskellige job - og vejene dertil - mere end på forskellige skoler.

City of Educatia er støttet af Region Syddanmarks uddannelsespulje, og det er UU Kolding, som står for at booke spil og gamemasters til de enkelte skoler. Der er kapacitet til, at 50 elever kan spille på samme tid.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen.

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden