Seks nye studenter - på samme tid

Eleverne var til gruppeeksamen i Teknikfag i grupper af tre. Og klokken 10.00 fik årets første studenter huerne på.

Samarbejde er en del af HANSENBERG Tekniske Gymnasiums dna. Derfor var det også helt på sin plads, at ikke en - men hele seks - elever nu kan kalde sig gymnasiets første studenter anno 2017.

Det er godt at have nogen at dele glæderne med. Det var seks elever helt enige om, da de tirsdag formiddag blev årets første studenter fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium - og så på samme tid.

Eleverne var nemlig til gruppeeksamen i Teknikfag i grupper af tre. Og klokken 10.00 fik årets første studenter huerne på.

"Det er en del af HANSENBERG Tekniske Gymnasium at arbejde i grupper. Der er masser af samarbejde i alle fag. Det fungerede rigtig godt at være oppe sammen med to kammerater. Vi var helt enige om, at vi ville gøre det godt - og der er bare mere ro på, end når man er alene oppe," forklarede Joachim Anton Bekker.

Joachim Anton Bekker (tv), Esben Rueskov Madsen og Klaus Bjørnskov Petersen er glade for muligheden for at blive studenter på samme tid ved en gruppeeksamen.

Finder løsninger sammen

Sammen med Esben Rueskov Madsen og Klaus Bjørnskov Petersen skulle han fremlægge det projekt, som de tre elever har arbejdet med i tre måneder: En autonom robot, der kan bruges til at flytte paller på et lager.

"Robotten har ikke brug for input fra en bruger. I teknologifaget bliver vi problemorienteret - og målet er at finde løsninger", forklarede Esben Rueskov Madsen, der i første omgang skal ud at lave frivilligt arbejde i udlandet.

Herefter er det planen, at han vil læse til svagstrømsingeniør.

Lige nu kan han sammen med Joachim Anton Bekker og Klaus Bjørnskov Petersen glæde sig over en veloverstået sidste eksamen, der resulterede i et flot 10-tal.

"Det er en samlet karakter baseret på produkt, rapport og fremlæggelse, lød det fra Klaus Bjørnskov Petersen.

På HANSENBERG Tekniske Gymnasium finder eleverne løsninger på problemer, så Klaus Bjørnskov Petersen havde taget en helt passende trøje på (tv). Sammen med Esben Rueskov Madsen og Joachim Anton Bekker kunne han slappe af oven på sidste eksamen, hvor de havde produceret en autonom robot, der kan bruges til at flytte paller på et lager.

Sommerhus i værkstedet

I tømrerværkstedet på HANSENBERG kunne Jonas Danielsen, Kristian Have og Simon Ludvigsen på nøjagtig samme tid få studenterhuerne på.

De tre havde tegnet et sommerhus, og på tømrerværkstedet havde de bygget et hjørne af huset, så man kan se de forskellige lag, som vægge og tag er bygget af. Derudover havde de også udarbejdet en rapport, og til eksamen skulle de blandt andet svare på spørgsmål om radonspærring og varmetabsberegninger.

"Det har været en sej omgang. I dag er det ligesom om, det er lønningsdag", sagde Jonas Danielsen.

Gruppen fik et flot 7-tal.

Onsdag fortsætter eksaminerne på HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Simon Ludvigsen (tv), Kristian Have og Jonas Danielsen foran deres byggeri - en del af et sommerhus, som de selv har designet.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen.

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden