Præsentation af vores deltagere ved DM i Skills 2023
Du kan nå det endnu 😊 der er stadig pladser på flere uddannelser, der starter til januar
Vejen til drømmejobbet - 1Præsentation af vores deltagere ved DM i Skills
45 konkurrencefag. 26 demonstrationsfag. Omkring 50.000 besøgende. 280 konkurrencedeltagere.
Det er endelig blevet tid til DM i Skills, der i år foregår i MesseC i Fredericia den 2.-4. februar.
Blandt konkurrencedeltagerne er fire talenter fra HANSENBERG: en mediegrafikerelev, en personvognsmekanikerlærling, en tjenerelev og en kokkeelev.
Du kan møde vores deltagere lige her:
Mediegrafikerelev Nicklas Mailund
Han lægger ikke skjul på, at han er meget taknemmelig over, at det lige præcis er ham, som skal repræsentere HANSENBERG inden for mediegrafikerfaget ved DM i Skills 2023 i Fredericia.
Og mediegrafikerelev Nicklas Mailund vil naturligvis gøre sit bedste for at komme helt i mål:
”Jeg er stolt og glad for, at skolen har valgt, at jeg skal deltage i DM i Skills. Forventningen er, at jeg kan vinde. Jeg kender nogle af de andre deltagere, og det er farligt at spejle sig i andre, men jeg ved, at jeg har nogle kompetencer, der gør, at jeg kan rykke. Det giver blod på tanden”.
Nicklas har i månedsvis trænet op til DM i Skills – og fået støtte fra blandt andre Frederik Dahl Kehlet og kollegaen Chris Borch Lind, som begge tidligere har vundet DM i Skills som elever på HANSENBERG.
”Jeg har øvet mig på sidste års opgave og sparret med Chris og Frederik. Det er en kæmpe fordel, og det er lækkert at kunne få bekræftet nogle af de ting, man er i tvivl om – og finde ud af, hvad man skal øve sig endnu mere i. Både de og min træner – Brian Dupont fra HANSENBERG – siger, at jeg skal lade være med at lægge pres på, for det gælder om at få en rigtig god oplevelse”, siger Nicklas.
Han forklarer også, at han tager tid på alt, hvad han laver under træningen, for til DM i Skills er der masser af deadlines, som skal overholdes. Han er da heller ikke i tvivl om, hvad han ser mest frem til ved konkurrencerne:
”For at være helt ærlig glæder jeg mig mest til, at den sidste opgave er afleveret. Man arbejder under tidspres, og forhåbentlig sidder jeg tilbage med en følelse af, at det er gået rigtig godt”.
Den 19-årige mediegrafikerelev fra Horsens er i lære hos reklamebureauet Superego i hjembyen. En læreplads, som han fuldstændig målrettet er gået efter, siden han i 9. klasse var i praktik i virksomheden.
”Vi arbejder med reklame, så det er meget bredt. Blandt andet branddesign, logo, avisannoncer og noget digitalt. Så det er en god blanding af alt visuelt. Og de bakker bare supergodt op om min deltagelse ved DM i Skills. Helt fra starten har de sat tid af til, at jeg kunne øve”, fortæller Nicklas.
Vores talentfulde mediegrafikerelev er i konkurrence både torsdag, fredag og lørdag.
Personvognsmekanikerlærling Silas Henningsen
Da 19-årige Silas Henningsen tilbage i oktober deltog i Regionsmesterskabet for personvognsmekanikerlærlinge, havde han ikke regnet med samtidig at indløse en adgangsbillet til DM i Skills 2023 i Fredericia.
Men med en flot 2. plads ved mesterskaberne sikrede han sig deltagelse ved netop DM i Skills.
”Det kom som en overraskelse, fordi jeg kun er halvvejs igennem mit uddannelsesforløb, og jeg var oppe imod nogle konkurrenter, som nærmede sig slutningen af deres uddannelse. Men der kom nogle opgaver, som virkelig sagde mig noget – og som jeg havde styr på at løse”, mindes Silas.
Han vil da heller ikke sige noget om, hvilke forventninger han har forud for DM i Skills:
”Jeg tager det, som det kommer – og så må vi se, hvor langt det rækker. Jeg forbereder mig til konkurrencen ved at starte ved A og slutte ved Å. Jeg terper alt, hvad jeg kan – og lidt ekstra de steder, hvor jeg kan se, at det halter lidt”.
”Det, jeg glæder mig allermest til, er selve oplevelsen. At kunne sige, at man har været med til DM inden for sit fag. I forhold til konkurrencerne ser jeg mindst frem til fejlfinding, for der kan være mange fejl – og de kan være svære at finde. Men der må gerne holde en VW og vente på mig, for sådan en har jeg selv, og det er nok det mærke, jeg kender mest til”.
Silas – der bor i Rødding – fortæller, at interessen for mekanikerfaget opstod, da han som 15-årig begyndte at rode med scootere. Og så er hans far udlært landbrugsmaskinmekaniker.
”Jeg har altid haft hænderne godt skruet på. Og faget er bare min store interesse – også i fritiden. Jeg overvejer at læse videre til maskinmester engang i fremtiden”, siger Silas, som er i lære hos Grønnebæk Auto ved Jels.
Selvom Silas stort set altid har rodet med motorer, understreger han, at det ikke er alfa og omega, hvis man drømmer om at starte på en uddannelse til personvognsmekaniker:
”Man skal gøre, hvad man føler for. Som mekanikerlærling kan man starte fra nul og alligevel nå op på 100. Hvis man har lysten – og det rigtige gear – skal man nok få det lært”.
Vi krydser fingre for, at Silas finder det helt rigtige gear ved DM i Skills 2023.
Tjenerelev Yeslin Kvorning
Når tjenerelev Yeslin Kvornings kæreste skal bevæge sig rundt i parrets lejlighed i Aarhus, skal han styre uden om et helt særligt bord, som nu i månedsvis har fyldt godt i køkkenet.
Det er et bord, som tømrerlærlinge på HANSENBERG har bygget til Yeslin, så hun kan øve ”boxing table”, der er en af disciplinerne ved DM i Skills 2023 i Fredericia.
For Yeslin deltog også ved DM i Skills sidste år, så hun er helt klar over, at det handler om at træne, træne og træne lidt mere forud for konkurrencerne.
”Mine forberedelser er anderledes end sidste gang. Jeg har mere tid til at træne, og ud over bordet har jeg lånt mange ting med hjem fra HANSENBERG, så jeg kan forberede mig bedst muligt. Min arbejdsplads giver mig også tid til at træne og skrive noter, for de vil også gerne have, at jeg klarer det godt”.
Den 24-årige tjenerelev er i lære hos Hotel og Restaurant Ferdinand i Aarhus, og målsætningen ved DM i Skills er klar:
”Jeg vil rigtig gerne med i finalen denne gang, fordi jeg var så tæt på at nå med sidste år. Jeg prøver at sætte forventningerne lidt ned, men samtidig synes jeg, at jeg er mere klar denne gang. Opgaverne er genkendelige – og virker ikke længere helt så skræmmende”.
”I det hele taget har det stor betydning, at jeg har prøvet at stå i det før. Sidste år fik jeg feedback på ting, der trak ned – og som jeg derfor har arbejdet med, så jeg forhåbentlig kan gøre det bedre. Jeg fandt også ud af, at det ikke går ud på at blive hurtigst færdig. Man skal bruge den tid, man har – og ikke lade sig stresse over, at andre er hurtigere. Bare man holder sig inden for tidsrammen”.
Yeslin er med i indledende runde torsdag. Konkurrencen for tjenerelever har ti deltagere, og de fem bedste fra de indledende runder går videre til lørdagens finale.
Kokkeelev Jeppe Møller Bjerrisgaard
Han er blot 18 år gammel, men allerede en rutineret DM i Skills-deltager.
Kokkeelev Jeppe Møller Bjerrisgaard deltog nemlig også ved DM i Skills sidste år i Høng, og han ser i den grad frem til at være med igen:
”Jeg glæder mig allermest til at vise, hvor meget jeg har forbedret mig på et år. Da jeg var med i Høng, var jeg kun lige startet på første hovedforløb på HANSENBERG, og jeg føler selv, at jeg er blevet mere organiseret – og bedre til at forberede mig”, forklarer Jeppe, der er i lære hos Gustav Lind Trapholt i Kolding.
Jeppe ser det også som en klar fordel, at han har prøvet at stå i konkurrencekøkkenet før. For det er et sted med masser af tilskuere, der følger med fra første parket – og som nogle gange også taler til deltagerne:
”Sidste år var jeg slet ikke forberedt på, hvor meget det påvirker en, når man prøver at koncentrere sig. Denne gang vil jeg forsøge at ignorere det, så der ikke er noget, der får mig ud af min lille zone”.
”Jeg vil helt sikkert have de samme nerver, inden vi går i gang, som jeg havde sidste år, men jeg kommer til at gå ind til det hele med en langt større forståelse for, hvad dommerne kigger efter. Jeg har taget deres feedback til mig”, tilføjer Jeppe.
Når Jeppe ser tilbage på oplevelsen sidste år, er han slet ikke i tvivl om, hvad der er det bedste ved at være med til DM i Skills:
”Det er helt klart at møde så mange dygtige mennesker. Det er så inspirerende”.
Jeppe er torsdag med i indledende runde. Der er ti deltagere i kokkekonkurrencen, og de fem bedste går videre til finalen.
I indledende runde skal deltagerne i løbet af seks timer kreere en vegetarisk forret, en marengsdessert og en hovedret, hvori der skal indgå helt specifikke kødudskæringer – ”presa” og ”shortribs” – samt en bestemt dehydreret hvidskimmelost.
Og Jeppe har øvet sig i ugevis – både på HANSENBERG, på sin læreplads og hjemme i sit eget køkken.
”Jeg er glad for den vegetariske forret, for jeg spiser selv hovedsagelig vegetarisk mad. Det er ved forretten, at jeg føler, at jeg kommer til at skille mig ud. Desserten er jeg også glad for, men hovedretten er en udfordring – simpelthen fordi kødudskæringerne er så utraditionelle”.
Jeppe har valgt at tage kokkeuddannelsen med EUX, og det er et helt bevidst valg.
”EUX’en giver masser af variation. Jeg får nogle boglige udfordringer, og jeg vil højst sandsynligt videreuddanne mig. Lige nu er planen, at jeg til en start bliver udlært til marts 2025. Det er der lang tid til, så jeg vil ikke lægge langsigtede planer nu, for de kommer til at ændre sig mange gange, inden jeg er udlært”.
I kokkekonkurrencen finder finalen sted lørdag den 4. februar.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583