Mød Vibe Sonne

Deltager i DM i Skills 2019

Vibe vil ind i sin designboble

For Vibe Sonne er det nærmest meditation, når hun kan designe løs, og ved DM i Skills er det for hende inspirerende i sig selv at være omgivet af så mange dygtige mennesker.

”Det er stort, og jeg er vildt glad for at være med – men også meget nervøs, det er helt sikkert”.

Sådan siger mediegrafikerelev Vibe Sonne fra HANSENBERG, inden hun tager hul på første opgave ved DM i Skills 2019 i Arena Næstved.

Under konkurrencerne skal Vibe klare en bred palet af opgaver, og hun har fået masser af opbakning fra sin læreplads, Trademark Textiles A/S i Kolding.

”De er lige så spændte, som jeg er. Og de tror også, at jeg kan vinde. Siden jeg begyndte at arbejde derude, er jeg blevet ”presset” til at kunne arbejde hurtigere – til at tage nogle beslutninger. Og det er helt klart et plus”, siger Vibe.

Vibe Sonne har flere gange været til træning på HANSENBERG.

Design frigiver energi

Selv forventer Vibe ikke at vinde DM i Skills for mediegrafikere:

”Jeg tager det, som det kommer, men jeg kommer til at nå de ting, jeg skal. Det er måske mere designet, jeg kommer til at klage over bagefter, fordi det hele skal gå så stærkt. Jeg glæder mig mest til at blive færdig med den sidste opgave”.

”Og så glæder jeg mig til at komme ind i min boble, hvor jeg bare kan designe løs – den proces frigiver noget energi. Når det hele bare kører, føles det nærmest som meditation. Det er fedt. Når man har haft den følelse, føler man sig meget produktiv bagefter”.

Faglærer Jørn A. Hansen er helt tryg ved at sende Vibe til DM i Skills: ”Hun har nogle medfødte kompetencer inden for det visuelle, og hun er en originalitet og har sin egen tone. Hun er sindssyg skarp til at designe”

Har sin egen tone

På HANSENBERG har Vibe trænet ad flere omgange op til DM i Skills. Blandt andre sammen med faglærer Jørn A. Hansen, som har masser af ros til sin elev:

”Vibe kan eksekvere. Stiller man hende en opgave – visuelt, designmæssigt og kommunikationsmæssigt – vil hun kunne analysere sig frem til en målgruppe, og så kan hun ramme helt præcist. Det gør hun vel at mærke helt ubekymret og overordentlig rutineret. Hun har nogle medfødte kompetencer inden for det visuelle, og hun er en originalitet med sin egen tone. Hun er sindssyg skarp til at designe”.

Selv ser Vibe frem til at møde en masse andre deltagere fra forskellige brancher:

”Det at være omgivet af så mange mennesker, der vil deres fag – og er gode til det – er i sig selv inspirerende”.

21-årige Vibe Sonne er efter planen færdigudlært i maj 2020.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden