Mød Mathias Thygesen

Deltager i DM i Skills 2019

Mathias går efter en medalje

”Vil man nå et mål, er man nødt til først at sætte sig det”, lyder det fra Mathias Thygesen, som i den indledende runde ved DM i Skills selv skal stå for en lækker hovedret og dessert.

Der bliver travlhed i køkkenet, når kokkeelev Mathias Thygesen fra HANSENBERG fredag tjekker ind til DM i Skills 2019 i Arena Næstved.

På syv timer skal han nemlig i indledende runde forberede, tilberede og anrette en hovedret på kalvekam og kalvelever til i alt 12 personer.

De samme 12 personer får herefter fornøjelsen af at nyde en kreativ, sød dessert med rehydreret Sirius-ost fra Arla Unika.

”Det er en oplevelse for mig at skulle være med. Det er hårdt, for jeg træner helt vildt meget og har et krævende arbejde ved siden af. Men hvis det i sidste ende giver succes, er det bare dejligt”, fortæller Mathias.

”Jeg vil gerne give folk en god madoplevelse. Det er derfor, jeg går på arbejde”, forklarer Mathias Thygesen.

Mange timers træning

Den 21-årige kokkeelev er i lære på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel ved Vejle, hvorfra opbakningen har været stor, fortæller Mathias:

”Der er altid nogen at snakke med, og jeg står ikke alene med at smage på tingene. De er virkelig gode at spørge til råds om alt mellem himmel og jord. Forud for Skills har jeg lagt en plan, og hver mandag har jeg i fem til syv timer trænet de forskellige retter og teknikker. Og op til konkurrencen har der været nogle testmiddage – både på HANSENBERG og på arbejdspladsen”.

Ved DM i Skills står Mathias imidlertid alene i køkkenet.

”Falder jeg i fælden og dumper ned i tempo, er der ikke nogen, der holder mig oppe. Jeg skal selv kunne fokusere. Men jeg kan godt lide at konkurrere – og finde ud af, hvor god jeg egentlig er”.

”Jeg vil gerne gøre det godt, for konkurrencen fylder meget, og jeg går efter en medalje – og helst guld. Vil man nå et mål, er man nødt til først at sætte sig det. Men får jeg ikke en medalje, skyldes det jo, at de andre er bedre end mig. Og jeg er ikke en dårlig taber. Så må man se tilbage på det, man har lært, for det er en kæmpe læringsproces”, siger Mathias.

Mathias har trænet i månedsvis op til DM i Skills – blandt andet i køkkenet på HANSENBERG.

Giver gode madoplevelser

Han kalder kokkefaget for en livsstil, som man skal gå 100 procent ind i, hvis man vælger det.

”Det fedeste ved faget er at få at vide fra gæsterne, at de har haft en dejlig aften og har nydt det, de har fået. Det giver bare sådan en rar følelse indeni. Jeg vil gerne give folk en god madoplevelse. Det er derfor, jeg går på arbejde, forklarer Mathias.

Går Mathias videre fra fredagens indledende runde, står lørdagens finalemenu på braiseret pighvar til hovedret og ymerfromage til dessert.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden