Frederik Pichard er et godt eksempel på, at mænd har masser at byde på i frisørbranchen. Han er frisørelev på HANSENBERG og i lære hos TOM K – Salon & Academy.
Hvorfor har du valgt uddannelsen til frisør?
Jeg tror, at uddannelsen første gang popper op i mine tanker i 9. klasse.
Mens jeg står foran spejlet med hænderne godt indsmurte i Dax-voks, spørger min far, om jeg ikke skal være frisør, fordi jeg alligevel står og piller ved mit hår hele tiden.
Han har en pointe. Jeg går ret meget op i hår – selvfølgelig hvordan mit eget sidder, men også hvordan især hårmoden for mænd udvikler sig.
I første omgang tænker jeg ikke nærmere over det og tager 10. klasse og derefter HF.
Men med huen på hovedet er interessen for fede frisurer der stadig, så jeg beslutter mig for at give frisørfaget og HANSENBERG en chance. Det har jeg bestemt ikke fortrudt.
På grundforløbet får jeg mulighed for at snuse til alle dele af frisørfaget. Her bliver jeg for alvor hooked på faget. Det er fedt.
Hvad er så det bedste ved faget?
Det bedste må helt klart være, når jeg finder frem til en frisure, som er flot og nemt at sætte for kunden. Jeg elsker, at der ikke er et facit. Selvfølgelig er der faglige retningslinjer, men jeg har samtidig gode muligheder for at tænke kreativt.
Men også det at gøre folk lækre og opleve deres tilfredshed, når de forlader salonen, er noget, jeg sætter stor pris på. Det handler rigtig meget om at få respons på ens arbejde. Og som frisør får man det hver dag.
Hvad skal man overveje, før man går i gang med at blive frisør?
Du skal selvfølgelig gøre op med dig selv, om frisør er noget for dig. Før du overhovedet kan begynde på uddannelsen, skal du nemlig have en læreplads. Jeg har været heldig at få tildelt en kvoteplads, hvor jeg har kunnet tage grundforløbet uden at have en læreplads.
Det er vigtigt, når du søger læreplads, at du udviser oprigtig interesse for virksomheden og iver efter at vise, hvad du duer til. Tilbyd gerne, som jeg har gjort, at du kommer på prøve i en periode uden løn. På den måde kan du og virksomheden finde ud af, om kemien er der, og om arbejdsgiveren kan bruge din arbejdskraft flere år frem.
Hvordan er det at være mand i et "kvindefag"?
Det er rigtigt, at der er mange piger, men det er ikke noget, jeg tænker over til daglig. Det vigtige er, at vi deler interessen for hår, og at jeg har nogle søde kolleger.
På forhånd har jeg selvfølgelig tænkt over, hvordan omverdenen vil se på mit valg af uddannelse. At der måske var fordomme mod faget. Men jeg er blevet positivt overrasket over, at alle synes, at det er sejt, at jeg skal være frisør.
Hvilke tanker har du om fremtiden?
Når mænd er hos frisøren i dag, synes jeg, at de har svært ved at få inspiration til frisuren. Mænd vil jo også gerne have en fed frisure, men ofte er det jo bare nemmest lige at tage trimmeren og klippe håret kort.
Det vil jeg gerne være med til at ændre på.
Faktisk drømmer jeg om at starte egen barbersalon, hvor den gode oplevelse er en del af pakken. Fyre elsker en god fadøl ved hånden og varme håndklæder omkring halsen, når de får en barbering eller klipning. Sådan skal det også være i min forretning. Jeg vil genoplive barbersalonen.
Har du en skæg historie?
Det må være, da en ung pige med lange, lyse lokker kommer ind i salonen og beder om at få klippet alt håret af. Hun vil nemlig donere håret til et godt formål. Jeg bliver overrasket, for hun har et ualmindelig flot hår, og det vil være synd at lade alt håret falde. Men tanken er da rørende.
Valget er dit
HANSENBERG uddanner unge med skills. Skal du være den næste?
På HANSENBERG kan du vælge mellem et stort udvalg af erhvervsuddannelser
uddannelser på Grundforløb 1
uddannelser på Grundforløb 2
uddannelser på hovedforløb