Lokal læreplads er med i den absolutte top
Start på uddannelse til januar - søg ind nu
Vejen til drømmejobbetLokal læreplads er med i den absolutte top
Virksomheder, der har lærlinge, har en helt vital rolle, når fremtidens tømrere, kokke, beslagsmede og så videre skal uddannes til fremtidens arbejdsmarked.
Og nu har Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) netop uddelt prisen Årets Læreplads – en pris, som i alt 397 virksomheder fra hele landet var indstillet til.
I finalen var det Brugsen Vesløs, der løb med prisen som Årets Læreplads.
Men tre virksomheder var med i det absolutte opløb om prisen, da modtageren tirsdag blev kåret ved et storstilet finalearrangement i København: Brugsen Vesløs, Konditorbager Outrup – og så den lokale virksomhed Petrowsky A/S.
En af virksomhedens VVS-energispecialistlærlinge, Bjørn Kragelund – som for kort tid siden var til svendeprøve på HANSENBERG – havde nemlig skrevet en indstilling, som DEG konverterede til denne flotte nominering fra juryen:
”Petrowsky, I har sat en høj standard med jeres mentorordning, hvor jeres svende ikke blot deler deres viden, men også skaber trygge rammer, som gør det muligt for lærlinge at vokse i deres fag”.
”Med jeres læringsklub har I skabt et særligt fællesskab, der styrker lærlingens faglighed og sociale sammenhold. Jeres indsats er et eksempel til efterfølgelse”.
Formand for erhvervsuddannelsesudvalget i DEG Morten Emborg peger i en pressemeddelelse på, hvorfor det stadig er relevant at hylde de gode lærepladser med prisen Årets Læreplads:
”Prisen har stadig høj relevans, da behovet for dygtige faglærte fortsat vokser, og konkurrencen om arbejdskraft er skarp. Lærlinge vil altid søge de gode steder hen, og derfor skal virksomheder, der gør det godt, frem i lyset og være forbilleder for andre. De skal vide, at deres indsats er værdsat – og den bedste ros kommer fra eleverne selv”.
Ud over prisen som Årets Læreplads uddelte DEG også en pris til Årets Innovative Læreplads: Anders Mainz.
Tillykke til alle årets indstillede virksomheder – og i den grad til Petrowsky A/S og Bjørn, som har vist, hvor stor betydning den helt rigtige læreplads har for HANSENBERGs elever og lærlinge.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583