Kokke- og tjenerelever vinder prestigefyldt pris

Årets elevteam 2017

I månedsvis har i alt 32 kokke- og tjenerelever arbejdet hen imod La grande finale ved Årets elevteam på HANSENBERG, og tirsdag aften blev spændingen udløst

Fire elever fra HANSENBERG skal nu ud at rejse. Og de kan også kalde sig HANSENBERGs bedste tjener- og kokkeelever.

Tirsdag eftermiddag og aften fandt La grande finale ved Årets elevteam nemlig sted. Otte kokkehold og otte tjenerhold kæmpede om titlen, æren - og et rejselegat til en studietur til udlandet samt gavekort til KEN Storkøkken til en samlet værdi af 12.500 kroner pr. team.

Da alle retter var serveret, stod kokkeelever Valdemar Alfred Hesselbjerg fra Børkop Vandmølle og Markus Thygesen fra Vingsted Hotel- og Konferencecenter og tjenerelever Mikkel Pedersen og Annika Hansen - begge fra Hindsgavl Slot - tilbage som vindere.

"Det er dejligt og overvældende. Vi har brugt meget tid på det her, og vi laver ofte mad sammen," fortalte Markus Thygesen efter finalen.

Markus Thygesen (til højre) og Valdemar Alfred Hesselbjerg.

Arbejder for sejren

Og holdkammeraten Valdemar Alfred Hesselbjerg - der i øvrigt også vandt DM i Skills i Aalborg tidligere på året - forklarer, at de går ind til en konkurrence med liv og sjæl:

"Man håber altid på, at man vinder. Går man ikke efter det, skal man slet ikke stille op."

I konkurrencen afgøres det ved lodtrækning, hvilke kokkehold og tjenerhold der skal arbejde sammen under middagen. Og det var netop de to vinderhold, der arbejdede sammen ved finalen.

"Vi havde et virkeligt godt samarbejde på kryds og tværs. Kokkene havde styr på deres, og de havde overskud til at fortælle os om deres forventninger. Vi giver alle fire 110 procent, når vi stiller op," sagde Annika Hansen lige efter sejren var en realitet.

Annika Hansen og Mikkel Pedersen løfter de tunge glaspokaler.

Professionel træning

I forbindelse med Årets elevteam mødes alle deltagerne regelmæssigt på HANSENBERG i månederne op til La grande finale for at træne. De har fået inspiration og hjælp fra blandt andre restaurantchef ved Michelin-restauranten Ti Trin Ned i Fredericia Mette Gassner ved en af træningsaftenerne.

Stjernekokken var også en af de meget kompetente dommere ved finalen.

Ved at deltage i Årets elevteam får HANSENBERG-eleverne således chancen for at fordybe sig og lære mere på en anderledes måde.

Noget, som man på Hindsgavl Slot bakker op om, forklarede driftschef ved Hindsgavl Slot Anita Reinhardt, der var med som gæst ved finalen:

"Det er fantastisk, at Mikkel og Annika har vundet. De har lagt hårdt arbejde i det, og vi støtter meget op om, at de hele tiden skal dygtiggøre sig."

Årets elevteams dessert faldt i rigtig god smag ved bordet.

Flotte præmier

Hvad de fire vindere skal bruge deres rejsegavekort til, har de endnu ikke besluttet sig for.

"Jeg er stadig målløs over, at vi har vundet, så vi har slet ikke talt om, hvad rejselegatet skal bruges til. Men det vil da være oplagt, at Annika og jeg skal opleve noget sammen," sagde Mikkel Pedersen.

Andenpladserne gik hos tjenerne til Søren Sternkopf Juhler fra Hotel Koldingfjord og Anna Nielsen fra Filskov Kro - og til Nicklas Kjærgaard og Nanna Møller Riis Toft hos kokkene. Begge er i lære ved Restaurant MeMu i Vejle. Alle fire kan se frem til en gourmetoplevelse på Ti Trin Ned i Fredericia.

Hos kokkene blev Jens L. Eskildsen fra Filskov Kro og Alexander Junge Nørskov fra Trinity Hotel og Konferencecenter nummer tre, mens tredjepladsen hos tjenereleverne gik til Janina Maat og Roy Hagenaars, der begge er i lære på Hotel Legoland.

Årets elevteam finder sted hvert andet år på HANSENBERG.

  • Se flere fotos her


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen.

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden