Hestemanager har sin hobby som karriere
Hestemanager har sin hobby som karriere
For Rikke Christensen betyder det rigtig meget, at hun kan være med til at passe hestene på Vasehus Ridecenter på den helt rigtige måde, og hun holder af arbejdet med både dyr og mennesker.
Hvis du tror, at du absolut skal være god til at ride for at blive uddannet hestemanager, tager du helt fejl.
For tager du uddannelsen, bliver du nemlig dyrepasser med specialet hestemanager – og det er din opgave at sikre, at hesten på alle måder har det godt. Du står i spidsen for den daglige pasning, træning og fodring.
”Et vigtigt element ved uddannelsen er dyrevelfærd. En hestemanager har de rette kompetencer – og ved en masse om træning, anatomi, fodring og håndtering af heste. De er kort sagt professionelle dyrepassere”, siger faglærer på HANSENBERG Jette Rasmussen.
Og en af de professionelle dyrepassere er Rikke Christensen, som er uddannet fra HANSENBERG – og som har været i lære på Vasehus Ridecenter mellem Hobro og Viborg, hvor hun nu arbejder som faglært hestemanager.
”Jeg er så glad for, at jeg arbejder med min hobby. Jeg har altid haft en hest, men man kan godt gå i gang med uddannelsen, selv om man ikke har”, fortæller Rikke Christensen og tilføjer:
”Det kommer meget an på, hvor meget man selv vil lægge i det, for der skal investeres noget interesse i arbejdet. Har du lyst til at gøre det, skal det nok gå. Og ellers synes jeg, at du skal vælge en anden karriere”.
Elisabeth Jensen er indehaver af Vasehus Ridecenter, og hun giver sin medarbejder helt ret:
”Man er nødt til at være indstillet på at lave noget, og man skal regne med, at man kommer til at bevæge sig. Starter man med at tænke, at det er hårdt – ja, så bliver det hårdt. For os som virksomhed er det vigtigt at have nogle elever og medarbejdere, som vil arbejde med heste, og gennem uddannelsen bliver der skabt tilknytning til arbejdspladsen”.
Fast job efter uddannelse
Rikke Christensen er da også glad for, at der ventede hende et fast job på Vasehus Ridecenter, da hun var udlært:
”Det var dejligt, at jeg fik mulighed for at fortsætte på Vasehus, for her er så mange forskellige mennesker og opgaver, og som hestemanager er man involveret i alt – og så lærer man også alt”.
I den seneste tid har ridesporten været under bevågenhed, hvilket blot yderligere understreger vigtigheden af at have kompetent fagpersonale – for eksempel i form af hestemanagere – som ikke går på kompromis med dyrevelfærd og hestens behov.
”Det smitter heldigvis, hvis man behandler sine heste godt, og det er udelukkende positivt, hvis der sidder nogen derude, som lige tænker sig om to gange”, påpeger Elisabeth Jensen.
På Vasehus Ridecenter er 81 heste opstaldet, og godt 30 af dem er centrets egne heste. Faciliteterne tæller blandt meget andet dressur- og springbaner, ridehus med opvarmet rytterstue samt handicapvenlig adgang, for centret tilbyder nemlig også ridefysioterapi.
Du kan se mere om uddannelsen til hestemanager på hansenberg.dk.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583