HANSENBERG-elever sørgede for maden på plejehjem

Gennemsnitsalderen på Plejecenter Bertram Knudsens Have i Kolding var fredag væsentlig lavere end normalt.

Omkring 40 kokke- og tjenerelever fra Grundforløb 2 på HANSENBERG var nemlig på plads i plejecentrets forskellige køkkener, hvor de stod for tilberedning og servering af frokost til beboere og personale.

kokkeelev Lasse Thomsen

Det er meget sjovt og spændende at være med, og det er godt for de ældre at få brudt deres daglige spisevaner med noget, de ikke har prøvet før

Sammen med kokkeelev Daniel Beck og tjenerelever Jessica Hansen og Sofie Füchsel havde Lasse Thomsen ansvaret for at servere stegt kyllingebryst med bacon og ost, rodfrugtemix, hasselbackkartoffel, sauce og salat til 20 personer på en af plejecentrets afdelinger.

mere ansvar i den virkelige verden

Eleverne fra Grundforløb 2 stod for i alt 6 forskellige menuer, som de selv havde sammensat. Planlægning, varebestilling og samarbejde var blandt grundingredienserne i elevernes arbejde.

”Eleverne agerer anderledes end ellers, for her har de fået ansvar. Der kan være stress i køkkenet, men det er med til at få dem ind i den rigtige verden”, forklarede faglærer ved HANSENBERG Lena Setterby Henriksen, som fulgte elevernes arbejde fra sidelinjen.

Med på sidelinjen var også 90-årige Erik Ruggård, som forud for frokosten nøje fulgte med i, hvad der foregik i køkkenet hos Lasse Thomsen, Daniel Beck, Jessica Hansen og Sofie Füchsel:

 

Beboer Erik Ruggård

Det er bare dejligt med besøg fra alle de unge mennesker. Det er pragtfuldt, og vi glæder os til maden

For det halvårlige besøg fra kokke- og tjenerelever fra HANSENBERG er en stor oplevelse for beboerne, påpegede gruppeleder ved Plejecenter Bertram Knudsens Have Conni V. Christensen:

”Der er noget at kigge på for beboerne. Vi finder de fine duge frem, og vi taler med beboerne om blomster og servietter. De nyder maden, duftene og det gode selskab – og derfor spiser de mere, end de plejer”.

Ved frokosten sidder personale og beboere sammen ved bordene, mens HANSENBERG-eleverne gør arbejdet.

”Eleverne er så søde og dygtige. Det er en stor succes, og der er liv og glade dage,” konstaterede Conni V. Christensen.

Ud over en hovedret kunne beboere og personale ved Plejecenter Bertram Knudsens Have også nyde en dessert, som eleverne fra HANSENBERG naturligvis også stod for.

Det er ikke første gang, og helt sikkert heller ikke den sidste gang, at dette samarbejde gennemføres, for der er glade smil og tilfredse miner fra alle sider - helt klar en win win-situation.

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden