God start på grundforløbet
God start på grundforløbet
På Grundforløb 1 prøver eleverne forskellige fag af, inden de senere skal vælge, hvilken karriere de ønsker
HANSENBERGs nye elever på Grundforløb 1 (GF1) kan nu se tilbage på de første tre uger af deres uddannelse.
De første uger har naturligvis budt på mange nye indtryk – og masser af fokus på de sociale relationer.
For eksempel har eleverne på de to GF1-forløb Bæredygtigt håndværk og Energi og teknik været på introtur til Stevninghus Spejdercenter ved Kliplev, hvor de holdvis skulle løse en masse samarbejdsopgaver.
Som tømrer kan man se processen i det, man laver – fra start til slut. Samtidig kommer man til at bevæge sig, og man arbejder både indenfor og udenfor
”Det er meget hyggeligt, og man finder også hurtigt ud af, hvem der er konkurrencemennesker – og om man kan finde ud af at samarbejde”, fortalte Emma Gray, som har planer om at uddanne sig til tømrer.
”I 8. klasse var jeg to gange ude i praktik som tømrer, hvor jeg fandt ud af, at det lige er noget for mig. Som tømrer kan man se processen i det, man laver – fra start til slut. Samtidig kommer man til at bevæge sig, og man arbejder både indenfor og udenfor”.
Casper Albeck er glad for, at man på Grundforløb 1 bliver præsenteret for flere uddannelser.
Casper Albeck var også med på introturen, og han er endnu ikke helt sikker på, om han vil uddanne sig til smed eller til VVS’er. Men på GF1 prøver eleverne netop forskellige fag af.
”Det er godt, at man bliver præsenteret for nogle forskellige uddannelser. Nu skal jeg lige i gang med grundforløbet, og så finder jeg ud af, hvad jeg skal fremadrettet”.
Verden står åben
En, der allerede ved, hvad hun skal, er Mathilde Frederiksen, som for to og et halvt år siden blev udlært elektriker. I de seneste måneder har hun været underviser på HANSENBERG, og hun var med på introturen, hvor hun blandt andet passede en af de mange poster, som eleverne var igennem.
”Det er helt vildt let at få arbejde som uddannet elektriker, og jeg har haft et job, lige siden jeg blev udlært. Inden jeg startede som underviser på HANSENBERG, var jeg elektriker på Thule Air Base i Grønland”.
I Thule holdt Mathilde Frederiksen styr på både bygninger og radarsystem, hvorefter hun altså kastede sig ud i at undervise.
”Jeg er selv ung, og jeg kan relatere til eleverne, for jeg kan godt selv huske, hvordan det er at gå i skole – og de kan se, at man får et job, når man er udlært. Det har været fedt at undervise grundforløbselever – at hjælpe dem med at finde en retning. Det har også givet mig blod på tanden i forhold til selv at læse videre”.
For Mathilde Frederiksen skal nemlig i gang med at læse til elinstallatør – en uddannelse, der tager to år.
Endnu et bevis for, at man som elektriker – og som faglært i det hele taget – har rigtig mange trumfkort på hånden.
”Det er helt vildt let at få arbejde som uddannet elektriker, og jeg har haft et job lige siden jeg blev udlært. Inden jeg startede som underviser på HANSENBERG, var jeg elektriker på Thule Air Base i Grønland”, siger Mathilde Frederiksen.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583