Gastronom garnerer sit svendebrev med guld
Kom til Åbent Hus lørdag den 25. januar
Åbent Hus januar 2025Guldmedalje
Gastronom garnerer sit svendebrev med guld
Hun har været i lære på Christie’s Sdr. Hostrup Kro, og forleden klarede Lena Hahn Atzen sin svendeprøve på HANSENBERG i så fornem stil, at det blev til en guldmedalje.
Under sin uddannelse til gastronom på HANSENBERG i Kolding har Lena Hahn Atzen engageret sig i kampagnen ”Vejen til en erhvervsuddannelse”, hvor hun via Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) har været ude som rollemodel hos elever i 7.-10. klasse i grundskolen.
Og hvilken rollemodel! For sammen med resten af sit hold har Lena været til svendeprøve i HANSENBERGs helt nye køkken – og med tre 12-taller ud af tre mulige sikrede hun sig en af de sjældne guldmedaljer inden for kokkefaget.
”Det var en lettelse og befrielse, for jeg syntes ikke selv, at det gik så godt. Jeg var presset og emotionel, for det er jo en dag, man har glædet sig til – og pludselig skal man så se, om man kan leve op til det, man har sat sig op til”, fortæller hun.
Giver noget tilbage
Lena har under sin uddannelse været i lære på Christie’s Sdr. Hostrup Kro.
”Guldmedaljen betyder, at jeg har gjort det bedste, jeg kunne gøre. Den viser, at jeg har taget min uddannelse seriøst – også over for min mester. Det er dem, der har lært mig op, og nu får de noget igen”, siger Lena og sender også en tak til sine faglærere på HANSENBERG:
”Det har betydet utrolig meget for mig at have lærere, som kigger på eleverne som individer. Det er dejligt at blive set som en person. De går op i alle deres elever, og vi bliver alle sammen omfavnet på det niveau, vi er på – eller gerne vil nå op på”.
Får hele pakken
Selv om gastronomguldet er hjemme, hviler Lena ikke på laurbærrene. Nu skal hun i lære som tjener på Molskroen.
”Jeg håber, det kan styrke mig, at jeg får hele pakken med – altså både tjener- og kokkeuddannelsen. Pakken giver mig nogle gode forudsætninger, hvis jeg vil læse videre, være selvstændig – eller måske være dygtig nok til at blive faglærer på en erhvervsskole”.
Lena havde – med egne ord – ”ikke de store kulinariske egenskaber”, inden hun startede på uddannelsen til gastronom, men hun påpeger, at det har været fedt at vokse med et fag, som det viste sig, hun var rigtig god til.
Så god, at hun nu både har svendebrev og guldmedalje.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583