Flot dimission for 106 nye veterinærsygeplejersker
TILLYKKE
til 106 nye veterinærsygeplejersker
Flot dimission for 106 nye veterinærsygeplejersker
Smukke ord stod i kø, da der fredag var dimission for et stort kuld veterinærsygeplejersker på HANSENBERGs adresse i Vranderup, og branchen er helt klar til at tage imod de nyuddannede
De mange nye veterinærsygeplejersker måtte fejres i to hold - her er det det sene hold.
Omgivet af sol og flot natur var rammerne helt perfekte i den store bistro på HANSENBERGs adresse i Vranderup, da 106 nye veterinærsygeplejersker (VSP) fredag fik papir på, at de nu er udlærte.
Med sådan et stort hold – hvor alle i fineste stil havde bestået de sidste eksaminer – var dimissionen delt op i to omgange med en række nærværende, humoristiske og rørende taler fra uddannelsesleder Joakim Fruerlund, dyrlæge og faglærer Ursula Poulsen, formand for Veterinærsygeplejerskernes Fagforening Malene Brendorp Meyer – samt fra Iben Møller Thomsen, Kathrine von Horsten og Vilde Qvalben, som talte på vegne af både de danske og de norske elever.
For mange VSP-elever kommer nemlig helt fra Norge for at tage uddannelsen på HANSENBERG.
Og norske Vilde Qvalben fortalte da også lidt om de ekstra udfordringer, som hun og hendes landsmænd har mødt i Kolding:
”Vi har overlevet det danske sprog. Jeg har desperat forsøgt at tolke det danske tal- og karaktersystem. I Danmark kan man få -3. Tænk, at du kan præstere så dårligt, at du går i minus”! Men nu står vi her. Stor tak til lærerne. De har ikke bare delt ud af deres faglighed og erfaring. De har også været engagerede og tålmodige. Uden jer havde vi ikke stået her”.
Der var også ros til både undervisere og virksomheder fra Iben Møller Thomsen:
”Ude på vores klinikker har vi fået udfordringer, ansvar og læring. Vi har lært, at en kat fra det ene øjeblik til det andet kan transformere sig til en ninja. Stor tak til både vores klinikker og lærere for at udfordre os. Vi ville ikke være de sygeplejersker, vi er i dag, uden jer. Så af hjertet tak. Og kæmpestort tillykke til alle mine medstuderende”.
”I Danmark kan man få -3. Tænk, at du kan præstere så dårligt, at du går i minus”! Men nu står vi her. Stor tak til lærerne. De har ikke bare delt ud af deres faglighed og erfaring. De har også været engagerede og tålmodige. Uden jer havde vi ikke stået her”, sagde norske Vilde Qvalben i sin meget humoristiske tale.
Tak til køkkenet
Fra Kathrine von Horsten var der på alle elevernes vegne både en tak til familier, venner, arbejdspladser, lærere – og til en flok helt uundværlige medarbejdere på HANSENBERG:
”Tak til køkkenpersonalet her på skolen. Hver dag har I fyldt vores maver med dejlig mad, og vi kommer til at savne fredagstarteletter og salatbar”.
”I dag siger vi farvel til Kolding og til vores lærere. Jeg vil gerne takke jer, og i bund og grund ved vi godt, at vi kan være trælse. Vi ved jo godt, at vi ikke skal sidde med vores mobiler fremme. Undskyld. Og undskyld, fordi vi – især i de seneste to uger – har stået til skue med vores frustrationer og mange spørgsmål. Så I får en kollektiv undskyldning, og vi har taget kage med”.
Kagen var en fin chokoladekage med ordet ”Undskyld” skrevet med stor skrift.
Faglærer Ursula Poulsen tager imod en ”undskyldning” fra Kathrine von Horsten på vegne af alle dimittenderne.
Lim, glimmer og vaccine
Men lyttede man til ”de voksnes” taler, var der slet ikke grund til at sige undskyld, for der var ros hele vejen rundt:
”I er noget helt særligt. I er veterinærsygeplejersker. I er limen, der får det hele til at hænge sammen ude på klinikkerne. I er det magiske glimmer, der får det hele til at fungere derude i en travl hverdag. Det skal I huske – I er glimmeret”, sagde Joakim Fruerlund, mens han pustede glimmer ud fra sin hånd.
Ursula Poulsen holdt heller ikke igen med varme ord:
”Måske tænker I nu: ’Er jeg klar? Er jeg god nok’? Jeg svarer jer med et rungende JA! Du er klar. Ret ryggen! Husk at rose jer selv, for eksamen er overstået! I klarede den alle sammen – og I gjorde det selv, og det kan ingen tage fra jer”.
”Branchen får i dag en gave. Ordet dimission betyder ”at sende væk”. Vi dimitterer jer. Vi gør det med vemodighed. Vi gør det med stolthed. Og vi gør det med glæde, for I skal ud i verden, og vi ved, at I vil gøre det godt. Tillykke, og alt muligt held og lykke fremover! Tak, fordi I lyttede med en sidste gang – mor er stolt”!
Malene Brendorp Meyer pegede i sin tale også på, at branchen har brug for endnu et kuld nye veterinærsygeplejersker:
”Manglen på arbejdskraft i branchen er som en virus, og I er vaccinen”.
”I er noget helt særligt. I er veterinærsygeplejersker. I er limen, der får det hele til at hænge sammen ude på klinikkerne”, sagde uddannelsesleder Joakim Fruerlund.
Norge trækker
Helene Skamriis er en af de nyuddannede veterinærsygeplejersker. Hun har stadig en smule restoplæring tilbage på sin læreplads, Viborg Dyrehospital, men verden ligger åben for hende.
”95 procent af dem, der er færdige, har allerede et job på hånden. Det er ikke problem. Og ellers mangler de os i Sverige og Norge. For eksempel ser de det som en stor fordel i Norge, at vi har så meget praktisk erfaring fra vores virksomheder, for sådan er det ikke i Norge”, fortæller Helene Skamriis, som selv drømmer om at fortsætte karrieren i Norge:
”Jeg har under uddannelsen været i praktik i Norge, og jeg vil gerne derop igen. Det er rart at se, hvordan man gør tingene andre steder. Man oplever en anden natur og kultur, men samtidig er det ikke længere væk, end at man kan tage hjem i en weekend”.
”Og så kan man jo også blive underviser her på HANSENBERG, og det er også noget, jeg har overvejet, hvis jeg en dag har brug for et afbræk fra det praktiske arbejde”.
HANSENBERG er det eneste sted i Danmark, der udbyder VSP-uddannelsen.
”Jeg har under uddannelsen været i praktik i Norge, og jeg vil gerne derop igen. Det er rart at se, hvordan man gør tingene andre steder. Man oplever en anden natur og kultur, men samtidig er det ikke længere væk, end at man kan tage hjem i en weekend”, sagde veterinærsygeplejerske Helene Skamriis
Priser på stribe
Ved både den ene og den anden dimission blev der delt flere priser og legater ud – og en af priserne gik i øvrigt til netop Helene Skamriis:
Legatuddeling fra Vranderup Østergaard Fonden ved Mogens Western.
Prisuddeling fra Salfarm A/S ved Heidi Bjørn og Martin Jørgensen.
Prisuddeling fra Kruuse A/S ved Annika Müller og Line Hansen.
Prisuddeling fra Vetgruppen A/S ved Alice Luna Thisted.
Derudover sørgede Evidensia Danmark for lækker kage til alle.
Tak for en dejlig dimissionsdag – og stort tillykke til alle vores 106 dimittender og deres virksomheder!
Under dimissionen blev der delt flere priser og legater ud.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583