Flere volt i vognparken

Personvognsmekaniker

Det er en investering i fremtiden, når skolen har købt en helt ny elbil samt masser af ekstra værktøj, for skolens mekanikerelever skal være klædt på til en branche, hvor elbiler vinder frem.

Flere volt i vognparken

Uddannelsen til personvognsmekaniker

Der ruller flere og flere elbiler ud på de danske landeveje, og derfor har skolen investeret i helt nyt udstyr.

Ud over to hybridbiler, som skolens mekanikerelever allerede havde til rådighed, holder der nu også en helt ny BMW i3-elbil samt endnu en Toyota Hybrid i den store vognpark. Bilerne skal blandt andet bruges til at undervise eleverne i sikkerhedshåndtering af eldrevne køretøjer.

”HANSENBERG er i forvejen veludstyret med hybridbiler, el-ATV’ere og mange teknologier – for eksempel til kalibrering af Lane Assist og adaptiv fartpilot. Med den nye elbil og hybridbil – samt nye super moderne testere og så videre – sikrer vi, at vores mekanikeruddannelse forbliver førsteklasses”, siger uddannelsesleder Kim Fast og tilføjer:

”Med den stigende tilgang af elever, som vi oplever, sikrer denne yderligere investering også, at vi har moderne udstyr til alle”.

HANSENBERG har investeret i en masse nyt udstyr, så skolens mekanikerelever eksempelvis kan arbejde med den samme type tester, som de anvender ude på lærepladsen.

Mulighed for at ”lege” på uddannelsen til personvognsmekaniker

Lærlingene på uddannelsen til personvognsmekaniker – deriblandt Tobias Bjørnholdt og Kristian Korgaard, som begge lige har været til svendeprøve – er da også meget tilfredse med bilindkøbet:

”Det er fremtiden inden for faget, og jeg overvejer da også selv at købe en elbil”, siger Kristian Korgaard, der er i lære hos DK Automobiler A/S i Vejle.

Her har han planer om at fortsætte, når han er udlært personvognsmekaniker. Han overvejer også på et senere tidspunkt at bruge sin uddannelse som springbræt til at blive synsmand eller vindmølletekniker.

Tobias Bjørnholdt er helt enig med Kristian Korgaard i, at fremtidens mekanikere vil komme til at arbejde endnu mere med elbiler:

”Elbilen, som HANSENBERG har købt, kan bruges til rigtig meget, fordi den har så meget udstyr. Det giver os mulighed for at ”lege” med de systemer, vi får at se i de nye biler, så vi forstår deres opbygning”.

Med en læreplads hos Bayern AutoGroup Kolding A/S ved 20-årige Tobias Bjørnholdt, hvad han taler om – og i sin tid gik han målrettet efter netop det lærested:  

”Jeg søgte ud til BMW, fordi det er et af de bilmærker, der er længst fremme med elektriske systemer og førerassistancesystemer – og det er det, der interesserer mig mest”.

Tobias Bjørnholdt og Kristian Korgaard er begge meget tilfredse med, at HANSENBERG har investeret i en ny elbil med masser af udstyr.

Høj standard i værkstedet

Tobias Bjørnholdts interesse for biler kommer ikke fra fremmede, for hans far har selv været mekaniker og er i dag selvstændig synsmand.

Og selv om Tobias Bjørnholdt vurderer, at det kan være en fordel at have prøvet at rode med knallerter eller biler – som han selv har gjort – inden man starter på uddannelsen til mekaniker, er det bare med at kaste sig ud i faget, hvis interessen for biler er der, siger han:

”HANSENBERG har et godt værksted, hvor der altid er orden på tingene, og der er en høj standard, så der er rig mulighed for at få faget helt ind under huden på grundforløbet. Jeg har lært en masse, og jeg har haft nogle gode lærere, der har været rigtig gode til at tilpasse undervisningen til den enkelte elev”.

”Når man er færdigudlært, er der mange muligheder – for eksempel kan man specialisere sig inden for et mærke eller søge mod synsbranchen”, tilføjer Tobias Bjørnholdt.

Tobias Bjørnholdt har altid interesseret sig for biler, og han peger på, at man som mekaniker kommer til at arbejde endnu mere med elbiler i fremtiden.

Penge til bil og bolig

Både han og Kristian Korgaard peger samtidig på, at de har fået løn under uddannelsen, og det har gjort, at de begge har egen bil og bolig.

”Det er rart, at man hurtigt kan komme ud i det voksne liv og stå selvstændigt. Samtidig kan jeg altid selv ordne min bil”, siger Tobias Bjørnholdt.

For at kunne arbejde med elbiler kræves der noget helt særligt L-AUS-værktøj, som HANSENBERG også har foretaget yderligere en investering i.

Købet af endnu flere testere af forskellige mærker giver desuden vores elever mulighed for at arbejde med den specifikke tester, som deres læreplads anvender. 

Tobias Bjørnholdt (t.v.) og Kristian Korgaard siger begge, at uddannelsen til personvognsmekaniker åbner mange døre.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden