Efterspurgt uddannelse lander i Kolding

Flyteknikeruddannelsen

Der er brug for, at flere unge tager flyteknikeruddannelsen, og nu går HANSENBERG og TEC i København sammen om at udbyde Grundforløb 2, så unge vest for Storebælt får kortere vej til den attraktive uddannelse.

Udsigten til mangel på kvalificeret arbejdskraft i landets lufthavne – og massiv vækst i flyaktiviteten – resulterer i et spændende samarbejde med TEC i København.

Hidtil har det udelukkende været muligt at tage uddannelsen til flytekniker i København, men nu opretter TEC en afdeling af flyteknikeruddannelsen hos HANSENBERG, så elever fremover kan tage Grundforløb 2 i Kolding.

”På HANSENBERG ser vi frem til samarbejdet – og ikke mindst til at se en masse nye unge mennesker. Det er helt afgørende, at vi arbejder sammen i erhvervsskolesektoren for at sikre unge de bedste muligheder for at tage en erhvervsuddannelse”, siger direktør ved HANSENBERG Morten Kaj Hansen.

Stor efterspørgsel i Jylland

Det har længe været et ønske fra flybranchen at få Grundforløb 2 på flyteknikeruddannelsen vest for Storebælt for dermed at give unge i denne del af landet større mulighed for at tage uddannelsen. Det fortæller bestyrelsesformand i Kolding Lufthavn ApS Søren Andersen:

”Det er af afgørende betydning, at de virksomheder, der er hjemmehørende i lufthavnene, kan tiltrække elever – og dermed udvikle sig og skaffe uddannet arbejdskraft i fremtiden”.

Erfaringen hos Kolding Lufthavn er, at afstanden til København tidligere har afholdt nogle unge fra at begynde på uddannelsen til flytekniker. Samarbejdet mellem TEC og HANSENBERG har derfor stor betydning, konstaterer Søren Andersen.

Bestyrelsesformand i Kolding Lufthavn ApS Søren Andersen

Vi har et af Syddanmarks største flyværksteder for mindre fly, og derfor er det særligt vigtigt for Kolding Lufthavn, at uddannelsen kommer tæt på. Det har været et stort ønske fra flere luftfartsfirmaer i Sønderjylland.

Gode jobmuligheder

Et af de firmaer – og flyværkstedet, som Søren Andersen taler om – er Air Service Vamdrup ApS, som foretager reparation af fly og helikoptere. Virksomheden har været meget aktiv i arbejdet med at få flyteknikeruddannelsen til Jylland:

”Der mangler elever og færdige flyteknikere i stor stil, og jobmulighederne er rigtig gode. Vi har mange store virksomheder her i Jylland, som har brug for kvalificeret arbejdskraft, og det bliver et stort plus, at flyteknikeruddannelsen også kommer vest for Storebælt. Det bliver nemmere at tiltrække elever, så vi kan kun glæde os over, at man nu også kigger mod provinsen”, siger Quality Manager ved Air Service Vamdrup Bjarne Jørgensen.

Stærkt samarbejde

Helt konkret vil TEC leje lokaler på HANSENBERG og stille med undervisere til flyteknikeruddannelsen.

”Vi glæder os over, at TEC kan låne faciliteter på HANSENBERG til at gennemføre grundforløbet, og at vi nu forhåbentlig kan rekruttere elever tættere på de mange virksomheder i Jylland”, siger konstitueret direktør ved TEC Morten Emborg.

Hos TEC peger man samtidig på, at der i forvejen er etableret et rigtig godt samarbejde mellem de to erhvervsskoler – et samarbejde, som nu udbygges yderligere.

Elever kan tage grundforløbet på HANSENBERG, hvorefter de skal tage deres hovedforløb på TEC. Begge steder er det muligt at bo på skolehjem.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen.

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden