DM i Skills 2022 – Præsentation af deltagerne fra HANSENBERG

DM i Skills

28.-30. april 2022

DM i Skills 2022 – Præsentation af deltagerne fra HANSENBERG

Det er godt to år siden, at DM i Skills senest fandt sted, men nu er tiden endelig kommet til, at 290 af Danmarks absolut dygtigste lærlinge og elever konkurrerer om at blive danmarksmester inden for netop deres fag.

DM i Skills 2022 finder denne gang sted i Høng på Sjælland i dagene 28. april-30. april, og HANSENBERG har seks talenter med i konkurrencerne: en VVS-lærling, en kokkeelev, en mediegrafikerelev og hele tre tjenerelever.

Du kan møde vores deltagere lige her:

VVS-energispecialistelev Mikkel Larsen glæder sig til at dyste ved DM i Skills 2022

VVS-lærling
Mikkel Larsen

Han har i de seneste dage været i intensiv træning i HANSENBERGs værksteder, og VVS-lærling Mikkel Larsen fra Sommersted – der er i lære hos CVE Teknik i Christiansfeld – ser meget frem til konkurrencen i Høng.

For forberedelserne til DM i Skills har haft en central plads hos Mikkel lige siden, han tilbage i oktober sikrede sig førstepladsen – og dermed DM-billetten – ved de regionale mesterskaber i VVS:

”Det bliver spændende, og jeg har næsten lyst til at sige, at jeg glæder mig til at få det overstået, for det fylder meget i hovedet. Men jeg ser meget frem til oplevelsen, og det bliver fedt”.

Opgaven til DM i Skills indebærer en fjernvarmeinstallation, hvor Mikkel og de øvrige deltagere blandt andet skal sørge for vand, varme – inklusive gulvvarme – bruser og håndvask.

Tjenerelev Margrethe Bendix Søjberg skal deltage i DM i Skills 2022 Tjenerelev Margrethe Bendix Søjberg øver sig i borddækning forud for DM i Skills 2022

Tjenerelev
Margrethe Bendix Søjberg

Hun har ikke haft mange dage til at træne målrettet mod DM i Skills.

Først mandag eftermiddag fik tjenerelev på HANSENBERG Margrethe Bendix Søjberg nemlig besked på, at hun var en af deltagerne i den store konkurrence, idet en deltager fra en anden erhvervsskole havde trukket sig, så der pludselig var en ledig plads i Høng.

Og selv om Margrethe egentlig har nok at se til – både på sin læreplads, Café Butler i Aabenraa, men også med forberedelserne til den endelige udtagelse til WorldSkills i Shanghai, hvor hun er med i det absolutte opløb om at blive Danmarks repræsentant – tøvede hun ikke, da hun fik mulighed for at konkurrere mod nogle af landets dygtigste tjenerelever til DM i Skills.

Tjenerelev Yeslin Kvorning er spændt - hun skal deltage i DM i Skills, som holdes i Høng i april 2022

Tjenerelev
Yeslin Kvorning

Sidste år vandt 23-årige Yeslin Kvorning fra Vejle den prestigefyldte konkurrence Årets elevteam på HANSENBERG.

Og nu er den talentfulde tjenerelev – der er i lære på Comwell Kolding – klar til endnu en krævende udfordring: DM i Skills 2022 i Høng.

”Det er spændende, og jeg var meget overrasket over at blive spurgt, om jeg ville være med. Men jeg tøvede ikke. Det er fedt, at man kan nørde og gå i dybden med tingene. Og jeg har virkelig lagt et stort arbejde i det, fordi jeg har lyst til at gøre det godt. Jeg vil rigtig gerne nå med i finalen”, fortæller Yeslin, der fredag tager hul på sin indledende runde.

Yeslin fortæller, at hun har haft mange træningsdage på HANSENBERG, og også på lærepladsen har hun fået stor opbakning. Og så har hun trænet, trænet og trænet endnu mere derhjemme.

Lene Hahn Atzen øver sig i at mixe drinks forud for DM i Skills for tjenerelever 2022

Tjenerelev
Lena Hahn Atzen

Hun er udlært kok – og fik dengang guld til svendeprøven på HANSENBERG. Straks efter den bedrift gik Lena Hahn Atzen i lære som tjener på Molskroen i Ebeltoft.

Og nu er den 25-årige tjenerelev fra Rønde klar til konkurrencerne ved DM i Skills:

”Jeg glæder mig så meget, for det at deltage i konkurrencer har længe været en drøm for mig, men corona satte en kæp i hjulet for den mulighed, så jeg er bare superglad for at kunne være med til DM i Skills”.

”For mig handler det om den læring, der følger med – at komme igennem nogle opgaver, som man ikke nødvendigvis bruger så meget i hverdagen. Forberedelserne startede i januar, og jeg sidder for eksempel om aftenen og prøver at remse cocktailopskrifter op. Jeg har svært ved at lære udenad – jeg er mere sådan til ”wing it as you go”. Men det kan man ikke til DM i Skills”, forklarer Lena Hahn Atzen.

Mediegrafikerelev
Frederik Dahl Kehlet

Han er mediegrafikerelev på HANSENBERG, i lære på Ryes Kaserne i Fredericia og engageret i kampagnen ”Vejen til en erhvervsuddannelse”, hvor han via Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) er ude som rollemodel hos elever i 7.-10. klasse.

Og nu deltager Frederik Dahl Kehlet fra Fredericia også i DM i Skills 2022 i Høng, hvilket han ser meget frem til:

”Det er fedt, at jeg skal afsted – at jeg er blevet taget i betragtning til DM i Skills. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, så jeg er rimelig glad. Og hos Forsvaret er de også glade. Jeg er deres første mediegrafikerelev, og de synes, det er cool, at jeg skal til DM”.

I de seneste måneder har han trænet ved at kigge på tidligere års Skills-opgaver – og løst dem. Typisk får deltagerne en case – en virksomhed – som de skal løse en lang række opgaver for. Det kan være design af en plakat, emballage, en app eller en video.

Kokkeelev
Jeppe Møller Bjerrisgaard

Han er blot 18 år gammel og i lære som kok på Bror Ditlev i Kolding.

Nu står menuen på deltagelse i DM i Skills for kokkeelever, og Jeppe Møller Bjerrisgaard fra HANSENBERG glæder sig til oplevelsen:

”Jeg er meget spændt. Jeg håber, det bliver en superfed oplevelse, og det tror jeg også, at det gør. Det bedste bliver helt klart at møde en masse andre engagerede mennesker, der brænder for faget. Det glæder jeg mig helt vildt til”.

I den indledende runde skal deltagerne i løbet af syv timer tilberede og anrette en forret og en hovedret til 12 personer – samt en dessert til fire personer.

Forretten er en nyfortolkning af rødspætter Florentine, mens hovedelementerne i hovedretten er svinekæber, kalvebrisler samt Unika Gammelknas. I desserten skal der indgå vandbakkelse.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden