DM i Skills 2020 - præsentation af deltagerne
Få vejledning om dit valg af uddannelse
Prøv flere uddannelser på ét grundforløbSå er der atter DM i Skills – mesterskaberne hvor topmotiverede elever fra det ganske land har kvalificeret sig til at dyste om at blive Danmarks dygtigste inden for deres fag.
DM i Skills 2020 finder sted i Bella Center i København den 16.-18. januar.
Fra HANSENBERG deltager i år en vvs-elev, en kokkeelev, en mediegrafikerelev og hele 3 tjenerelever.
Eleverne får rigtig god opbakning fra deres mestre, og vi følger eleverne tæt og bringer løbende opdatereringer på Facebook, Instagram (#hansenberg) og her på siden.
Præsentation af vores deltagere
Martin A. Troelsen
Han er fokuseret, spændt og topmotiveret - og så er han i øvrigt kåret til Region Syddanmarks bedste VVS-elev.
Det var netop førstepladsen ved de regionale mesterskaber i VVS, som sikrede Martin A. Troelsen fra HANSENBERG en plads ved DM i Skills 2020, der i dagene 16.-18. januar finder sted i Københavns Bella Center.
"Det er fedt at få mulighed for at være med, og man får noget anerkendelse for det, man laver. Jeg vil gerne vise mit fag frem - og jeg håber, at andre unge mennesker bliver inspireret", siger Martin A. Troelsen, der er godt i gang med uddannelsen til VVS-energispecialist.
Channe Skjøth
Det kom som noget af en overraskelse for mediegrafikerelev Channe Skjøth, da hun fandt ud af, at hun havde sikret sig en af de eftertragtede pladser ved DM i Skills 2020.
”Jeg var ret chokeret. Det skulle lige gå op for mig, at nogen har taget mig i betragtning til det her – og er glad for det arbejde, jeg laver. Og så var det bare ren lykkefølelse, og jeg var helt oppe at køre”, mindes Channe Skjøth.
DM i Skills finder sted i dagene 16.-18. januar i Bella Center Copenhagen. Channe Skjøth skal i konkurrence samtlige tre dage, og hun er helt klar over, at deltagerne ikke har ret lang tid til at løse hver opgave.
Sif Østergård Buhl
”Er der noget, man kan glæde folk med, er det mad”. Sådan lyder det fra Sif Østergård Buhl, der er med ved DM i Skills for kokkeelever.
Da Sif Østergård Buhl, som er i gang med sin uddannelse til gastronom på HANSENBERG, fik at vide, at der stod en plads klar til hende ved DM i Skills 2020, kom reaktionen prompte:
”Jeg blev så glad, at jeg begyndte at græde. Jeg er så stolt af mit fag, og det er fedt, at jeg kan repræsentere det og vise det frem. Jeg nyder det virkelig”.
Martin Laursen
Han er først lige startet på første hovedforløb, men alligevel er tjenerelev Martin Laursen klar til at deltage i DM i Skills 2020.
Et afbud fra en af de andre erhvervsskoler blev tjenerelev Martin Laursens store chance.
Han blev nemlig tilbudt en plads ved DM i Skills 2020. Det er aldrig før sket, at HANSENBERG har en tjenerelev med ved DM i Skills, som endnu ikke har været på første hovedforløb – et forløb, som Martin Laursen nu har været på i ganske få dage.
Ditte Marie Helledi Ulrich
Tjenerelev Ditte Marie Helledi Ulrich fra HANSENBERG må væbne sig med tålmodighed, for hendes indledende runde går først i gang fredag.
”Jeg er spændt og meget nervøs. Kan jeg nå det hele, og er jeg god nok til at kunne følge med de andre? Men det er en god udfordring og oplevelse. Og før var jeg meget bange – og glædede mig lidt. Nu glæder jeg mig bare helt vildt – og er ikke så bange”, siger hun.
Marc Thejl Hansen
Det er en rutineret ræv, der fredag går ind til indledende runde ved DM i Skills 2020 for tjenerelever.
Når Marc Thejl Hansen fredag tjekker ind i konkurrencerne, er det nemlig andet år i træk, han er med. Sidste år nåede han med i finalen – og i år er ambitionen en plads i top tre.
”Jeg synes, jeg går mere fokuseret til opgaven, og jeg har lagt flere timer i træningen i forhold til sidste gang. Jeg glæder mig helt vildt, for jeg elsker at konkurrere. Det der adrenalinkick – nervøsiteten og spændingen op til – er jeg helt vild med”, siger Marc Thejl Hansen.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583