Dag 2 - DM i Skills 2023
Du kan nå det endnu 😊 der er stadig pladser på flere uddannelser, der starter til januar
Vejen til drømmejobbet - 1MESTER ER MED HELE VEJEN
Han var i konkurrence torsdag, og personvognsmekanikerlærling Silas Henningsen fra Rødding er også fredag i gang med at finde fejl på forskellige biler ved DM i Skills 2023 i Fredericia.
Det har ind til nu kørt som smurt i olie for 19-årige Silas, og fredag er der masser af opbakning på sidelinjen. Her står nemlig blandt andre indehaveren af Grønnebæk Auto, Jakob Ottosen, som følger med fra start til slut.
”Silas har jo kvalificeret sig til DM i Skills, og så begyndte jeg at følge med i det, og det er spændende. Jeg er her for at støtte ham, og jeg er også interesseret i, at det går ham godt”, fortæller Jakob Ottosen, der har to lærlinge og en svend ansat i sin virksomhed ved Jels.
Det kommer langt fra bag på Jakob Ottosen, at Silas via Regionsmesterskaberne kvalificerede sig til DM i Skills:
”Han går altid positivt til opgaverne. Uanset, hvad han skal lave, er der aldrig nogensinde noget, han siger nej til at gå i gang med. Om det så er en trailer eller en helt ny bil”.
Lørdag eftermiddag finder vi ud af, hvem der vinder DM i Skills for personvognmekanikerlærlinge
Indehaveren af Grønnebæk Auto, Jakob Ottosen, følger med fra start til slut.
NY VIRKSOMHED TIL NICKLAS
Torsdag var det LEGO-koncernen, der var omdrejningspunktet for mediegrafikerelevernes konkurrencer ved DM i Skills – og fredag er det så DK Company.
Og Nicklas og de øvrige talentfulde deltagere har blandt andet arbejdet med en brandvideo til virksomhedens SoMe-kanaler.
”Opgaverne er blevet lidt mere udfordrende, end de var i går, fordi det handler om video – og det område er jeg ikke så stærk på. Men jeg synes stadigvæk, at jeg kan følge med og opfylde kravene”, fortæller Nicklas.
Den 19-årige mediegrafikerelev er i lære hos reklamebureauet Superego i Horsens.
Lørdag følger vi naturligvis Nicklas igen, for mediegrafikereleverne er i konkurrence samtlige dage ved DM i Skills.
"Je g synes stadigvæk, at jeg kan følge med og opfylde kravene”, fortæller Nicklas.
FÆLLES INDSATS TIL SKILLS
Ved DM i Skills i MesseC i Fredericia er HANSENBERG repræsenteret i både fire konkurrencefag og med egen stand.
Men faglærere og elever fra skolen er også med på en række uddannelsesstande, hvor de er med til at give et indblik i netop deres uddannelse.
På mediegrafikernes stand kan de besøgende få adgang til en app, hvor der er lagt et billede ind, som de skal lægge stickerdesigns ind på. Herefter bliver billedet printet ud – og så kan ”producenten” selv skære et bæger ud, som herefter bliver fyldt op med gratis popcorn.
Det er elever fra skoleoplæringen på HANSENBERG, der er med til guide gæsterne gennem hele proceduren, og Johnny Pedersen er en af dem:
”Jeg får en masse ud af at vise, hvad mediegrafikeruddannelsen går ud på. Og jeg gentager mange ting flere gange, hvilket gør det nemmere for mig at huske de forskellige procedurer”.
På frisørernes uddannelsesstand er det også elever og faglærere fra HANSENBERG, som er med til at vise faget frem.
”De besøgende prøver at flette og lave permanentoprulning. Der har været rigtig mange elever forbi, som har stillet spørgsmål til uddannelsen. Mange ser, at det ikke er så nemt, som de tror – og så griner de lidt af det”, fortæller virksomhedskonsulent og faglærer ved HANSENBERG Susanne Hansen.
Også på fitnessuddannelsen og tandklinikassistentuddannelsens stande kan du få en snak med elever og faglærere fra HANSENBERG.
”Det går rigtig fint, og vi har haft mange inde, som har fået svar på spørgsmål, og de kan deltage i konkurrencer. Vores elever fortæller om uddannelsen, og de har brochurer med om, hvilke skoler der udbyder uddannelsen til tandklinikassistent”, siger virksomhedskonsulent og faglærer ved HANSENBERG Jette Schou.
Lørdag er sidste chance for at besøge de mange fine stande ved DM i Skills 2023
JEPPE OG YESLIN TAGER FRA SKILLS MED MOD PÅ FLERE KONKURRENCER
De gjorde det så godt i deres indledende runder.
Men sent fredag eftermiddag er det en kendsgerning, at tjenerelev Yeslin Kvorning og kokkeelev Jeppe Møller Bjerrisgaard fra HANSENBERG desværre ikke er med i lørdagens finaler.
Tusind tak til Yeslin og Jeppe for nogle meget flotte præstationer.
”Det er bare ikke pissefedt. Målsætningen var at komme i finalen, men feedbacken lyder blandt andet på, at jeg ikke helt organiseret nok. Men det har været en fed oplevelse, som jeg har fået meget ud af”, siger Jeppe, der er i lære hos Gustav Lind Trapholt i Kolding.
Selv om han ikke har planer om at deltage ved DM i Skills næste år, er han helt klar til at deltage i konkurrencer igen:
”DM i Skills får jeg ikke tid til næste år, fordi jeg skal færdiggøre den gymnasiale del af min EUX. Men jeg er ikke færdig med konkurrencer, og jeg skal deltage i Årets elevteam på HANSENBERG”.
Yeslin skal også deltage i Årets elevteam, hvor de bedste tjener- og kokkeelever bliver kåret på HANSENBERG. En titel, som Yeslin – som er i lære ved Hotel og restaurant Ferdinand i Aarhus – vandt i 2021.
”Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville gå videre til finalen her ved DM i Skills, for jeg følte ikke, at servicedelen gik så godt i går. Men det har været sjovt, og fagligt har jeg udviklet mig mega meget”.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583