Besøg åbner op for en ny verden

via Erasmus +

For et hold elever fra Bridgend Agricultural College i Wales har et besøg på HANSENBERG været en øjenåbner – både på det faglige og personlige plan.

Elever fra HANSENBERG vælger af og til at søge inspiration i udlandet under uddannelsen – enten via praktik i udlandet (PIU) eller gennem EU’s uddannelsesprogram, Erasmus+.

Via netop Erasmus+ har HANSENBERG i to uger haft besøg af 12 elever fra udlandet – nærmere betegnet fra Bridgend Agricultural College i Wales, hvor eleverne er i gang med forskellige uddannelsesretninger inden for dyreriget.

Under besøget har waliserne – alt efter egne interesser – derfor høstet mange erfaringer i enten HANSENBERGs zoo, hestestalde eller ved malkekvægsbesætningen.

”Det har været helt uforglemmeligt at være her, for faciliteterne er helt fantastiske i forhold til dem, vi har derhjemme. Vi har for eksempel ikke zoologiske dyr, og her er det fuldstændig som at arbejde i en zoologisk have. Og jeg kan slet ikke komme mig over, hvor venlige og hjælpsomme alle er her. Alle har fået os til at føle os som en del af holdet”, fortæller 19-årige Rebecca Dodds.

Rebecca Dodds er glad for muligheden for at arbejde i en zoologisk have.

Eleverne følger udførlige planer, når de forbereder foder til dyrene i HANSENBERGs zoologiske have.

Oplevelse for livet

Veninden Emalie Baker er enig:

”I Wales arbejder vi med husdyr, men det er vildt at få lov til at arbejde med store dyr. Det har været en øjenåbner, for i de seneste dage har vi været tæt på dyr som lemurer, næsebjørne og losser. Det er svært at sætte ord på, hvor fantastisk det er at være her. Det er en oplevelse for livet”.

De to udvekslingsstuderende forklarer, at de har stiftet bekendtskab med dyr, de ikke anede eksisterede – eksempelvis næsebjørne.

I hestestaldene har gæsterne fra Wales også fået helt nye oplevelser, for de har aldrig arbejdet med dressurheste før.

”Alle har været så hjælpsomme, og turen til Danmark er nok den bedste oplevelse, jeg ind til nu har haft i mit liv”, siger Elise Mattingley.

Elise Mattingley

Vores heste er meget anderledes end HANSENBERGs store dressurheste. Ja, alt er anderledes, og vi har ikke erfaring med den måde, hestene her bliver trænet på. Men alle har været så hjælpsomme, og turen til Danmark er nok den bedste oplevelse, jeg ind til nu har haft i mit liv.

Aldrig tidligere har eleverne fra Wales haft mulighed for at arbejde med dressurheste.

Elise Mattingley, der drømmer om en karriere inden for hesteverdenen, og hun fremhæver, at de under besøget blandt andet har oplevet en foling.

”Vi regnede ikke med, at det ville ske, mens vi var her, men mødet med det lille, nye føl har bare gjort turen endnu bedre”.

Stor holdindsats

I hestestalden har hestemanagerelev ved HANSENBERG Camilla Jochimsen udelukkende positive ting at sige om ”kollegerne” fra Wales:

”De har en meget åben indstilling til tingene og en god arbejdsmoral. De er ikke bange for at tage initiativ, og de er virkelig gode til at håndtere hestene. Det har bare været en super god oplevelse, hvor vi står som et team i forhold til at klare nogle opgaver. Og så har jeg virkelig fået trænet mit engelske”.

Dyrepasserelev i HANSENBERG Zoo Louise Sass Laursen er helt enig i, at det giver rigtig meget at få mulighed for at tale engelsk – både på et socialt og et fagligt plan:

”Det er spændende at fortælle om dyrepasseruddannelsen – at formidle det faglige stof, man selv synes, er meget interessant. Jeg har selv været i Australien og Afrika, inden jeg begyndte her på HANSENBERG, og der er stor forskel på, hvordan man arbejder som dyrepasser. Der er så mange forskellige muligheder i zoobranchen”, siger Louise Sass Laursen.

Rebecca Dodds, Louise Sass Laursen og Emalie Baker har fået meget ud af at udveksle erfaringer.

Venskaber og gode forbindelser

Forskellige perspektiver inden for uddannelsen er også noget, som lærer ved Bridgend Agricultural College Sarah Allen har bidt mærke i. Hun har sammen med sin kollega, Sue Hurford, været i Kolding med sine elever, og hele gruppen har boet på HANSENBERGs eget skolehjem:

”Vores landbrugselever har lært nye metoder, og de har arbejdet med jerseykøer, hvilket de ikke har prøvet før. Andre elever har fået erfaring med zoologiske dyr, som vi ikke har på vores eget college. Og som undervisere får vi nye idéer, vi kan tage med tilbage til Wales”.

”For mange af eleverne er det en oplevelse for livet. De har brug for støtte, fordi de ikke tidligere har været ude at rejse. Her kan vi alle være samlet på ét sted, der ligger godt placeret. Alt har været fantastisk – maden, værelserne og hele opholdet. Det har været en øjenåbner”, tilføjer Sue Hurford.

For Erasmus+ åbner netop mange elevers øjne op for de mange muligheder, de står med. Faglærer ved HANSENBERG Hans Riehmann har stor erfaring med programmet, for elever fra HANSENBERG er jævnligt på ophold i udlandet.

Faglærer ved HANSENBERG Hans Riehmann

Der opstår venskaber, der holder – og rigtig gode forbindelser. Vi sender vores elever ud i fire uger, og de kommer styrkede tilbage. Både fagligt, sprogligt og kulturelt. Det er nogle gange helt rørende, når eleverne bagefter stiller sig op og fortæller om udlandsopholdet.

Det er allerede nu planen, at andre elever fra Bridgend Agricultural College skal besøge HANSENBERG næste år.


Pressekontakt

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen.

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583

Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden