Øget fokus på tandsundhed giver gode karrieremuligheder
Nicole Kynde har i den grad fundet den rette hylde som tandklinikassistent, og hun ser ind i en fremtid, hvor dørene til både job og videreuddannelse står helt åbne.
Øget fokus på tandsundhed giver gode karrieremuligheder
Mange i Danmark har i de seneste par år byttet ferier i udlandet ud med for eksempel tandretning, broer og kroner.
Det mærker man i hvert fald hos ORIS Tandlægerne Kolding, hvor tandlægestolene sjældent får en pause.
”Der er meget travlt i branchen. Vi kan godt mærke, at vores kunder vælger flere større behandlinger, end de plejer. Folk har ikke været ude at rejse og har derfor flere penge mellem hænderne”, fortæller Rikke Dresing, klinikchef hos ORIS Tandlægerne Kolding, og tilføjer:
”Derudover har vi et marked, der vokser betragteligt, fordi vi har en stor ældregeneration, som har bevaret deres tænder. Derfor har de et større behov for at vedligeholde tænderne”.
Plads til elever
Væksten i branchen kræver også de helt rigtige hjælpende hænder ved tandlægestolen. Hos ORIS Tandlægerne Kolding er man derfor opmærksom på vigtigheden af at få uddannet nye tandklinikassistenter, og på klinikken er der altid to elever.
”Helt overordnet har vi et samfundsmæssigt ansvar for at uddanne den unge generation. Og eleverne har ofte en anden – og nyere – tilgang til tingene, som er gavnlig for hele klinikken”.
”Vi har en størrelse, hvor vi kan rumme to elever. Det er godt for dem at have hinanden, fordi de sparrer og træner sammen. Det kræver nogle ressourcer at oplære elever ordentligt, derfor har vi en elevansvarlig, som har sat timer af hver uge til at tage sig af eleverne, snakke med dem – og sørge for, at de lærer det, de skal”, forklarer Rikke Dresing.
Varieret hverdag
En af de elever, der i den grad har lært noget, er tandklinikassistent Nicole Kynde, som er udlært hos ORIS Tandlægerne Kolding, hvor hun i dag er fastansat. Og den 28-årige tandklinikassistent – der tidligere blandt andet har taget en almen studentereksamen (STX) – har fundet den helt rigtige karrierevej:
”Jeg elsker mit job, og jeg kan ikke forestille mig at lave andet. Samarbejdet med tandlægen er rigtig spændende og skal fungere 100 procent. Som tandklinikassistent hjælper jeg andre – både tandlægen og patienterne. Jeg kan være med til at gøre det til en god oplevelse at gå til tandlæge, og jobbet er meget alsidigt”.
På klinikken har Nicole Kynde nemlig en lang række opgaver. Den primære opgave er naturligvis at assistere en af tandlægerne, men hun passer også receptionen et par eftermiddage om ugen – og to gange om måneden assisterer hun klinikkens faste kæbekirurg. Noget, hun allerede som elev fik til opgave.
”Nicole er en fast del af vores kirurghold, og det var hun også som elev. Det er helt usædvanligt, og de andre på holdet har mange års erfaring, for det kræver nogle helt særlige kompetencer.
Det er heller ikke tilfældigt, at Nicole passer receptionen – det er, fordi hun er dygtig, og hun kan rumme alle de opgaver, der hører til i en reception”, fortæller Rikke Dresing.
Prestigefyldt medalje
At Nicole Kynde har styr på sit fag betød, at hun i september 2021 blev en del af en eksklusiv klub, da hun ved en ceremoni på Koldinghus modtog HANSENBERG-medaljen og et legat på 5.000 kroner.
Medaljemodtagerne – dem er der cirka 20 af hvert år – er de gode forbilleder inden for deres uddannelser på HANSENBERG, og de har klaret uddannelsen på flotteste vis – for eksempel ved at have det højeste gennemsnit.
Rikke Dresing har nemt ved at sætte ord på, hvad baggrunden for Nicole Kyndes flotte resultater er:
”Hun har megastor interesse for jobbet. Det er den, der giver engagement og passion for det, man laver. Og så er hun teoretisk stærk og lærer hurtigt. Det er derfor, at hun i en ung alder har fået så store ansvarsområder”.
”Nicole er altid velforberedt, organiseret og meget hjælpsom. Hun er god til at tilpasse sig de tandlæger, hun arbejder sammen med, og det er en vigtig evne at have, for de arbejder på meget forskellige måder”.
Godt samarbejde
Rikke Dresing peger desuden på, at alle specialeområder er repræsenteret på ORIS’ klinik i Kolding – og hver dag finder flere end 100 patienter vej til klinikken:
”Vi arbejder med mennesker, så vores elever skal have det menneskelige touch. Samtidig er det faglige niveau meget højt hos os, så det er vigtigt, at de viser interesse for faget. Og vi har altid en rigtig god dialog med HANSENBERG, så vi sammen får eleverne godt igennem uddannelsen”.
Interessen for faget har Nicole Kynde haft helt fra start, og hun har haft nemt ved at finde elevplads – og altså fast arbejde samme sted efter den afsluttende prøve på HANSENBERG.
”Det har været en glidende overgang fra at være elev til udlært tandklinikassistent, for ansvarsområderne havde jeg også som elev. Min chef har stolet på mig, og det er jeg super taknemmelig for”.
”Jeg har været heldig at blive fastansat, men jobmulighederne er også gode i branchen. Samtidig er der mange døre åbne for videreuddannelse i tandklinikfaget, og hos ORIS er de rigtig gode til at sende os på kurser”, siger Nicole Kynde.
Hendes bedste råd til andre, der overvejer en karriere som tandklinikassistent, er at tage et praktikforløb hos en tandlæge, inden man starter på uddannelsen, for det giver et godt indblik i, hvad arbejdet indebærer.
Pressekontakt
For mere information kontakt
Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen
alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583