Guide og tips

til ansøgning, CV og samtale

Guide og tips til ansøgning, CV og samtale

At søge en læreplads svarer til at søge et hvilket som helst andet job. Du sender en ansøgning til virksomheden, der så vil vurdere dig ud fra dine beskrevne kvalifikationer.

Forberedelse betaler sig. Hvor vil du allerhelst i lære? Overvej, hvem du er, og hvad du kan. Men tænk også over, hvor du skal kigge efter job, og hvor du skal søge uopfordret. Tænk bredt i brancher og geografi.

Søg fokuseret og målrettet, og prøv at tænke i utraditionelle baner, når du skriver jobansøgningen.

Du skal nemlig være god til at præsentere dig selv over for en kommende arbejdsgiver og bevise, at du er en dygtig og stabil medarbejder. I sidste ende er det din evne til at sælge dig selv, der kan afgøre, om du får lærepladsen.

RELEVANTE LINKS

guide og tips til ansøgning og CV

  • Hvor kan du søge læreplads?
    • Du kan søge hos godkendte virksomheder på lærepladsen.dk - find flere informationer.
    • Du kan også søge hos ikke godkendte virksomheder, her kan du få hjælp af HANSENBERGs virksomhedskonsulenter.
    • Du kan med fordel gøre brug af LinkedIn eller Facebook i din søgning efter læreplads.
  • Forbered dig

    Inden du går i gang med at skrive jobansøgningen, er det vigtigt, at du har været grundig med forberedelsen.

    Lav to skabeloner - en til at søge uopfordret og en til at søge en bestemt virksomhed

    Læs opslaget grundigt

    Sæt dig grundigt ind i virksomheden, og skriv en målrettet ansøgning 

  • Skriv en motiveret ansøgning

    Begrund i din ansøgning, hvorfor du søger stillingen, hvad kan du tilbyde, og hvad er din vision for lærepladsen - arbejdsgiveren skal have indtryk af, at du brænder for stillingen som elev hos dem, og at det lige netop er din arbejdskraft, der er brug for.

  • Tjek på formalia
    • Overhold ansøgningsfristen
    • Husk dato samt underskrift
    • Skriv med samme skrifttype som i dit CV
    • Brug det samme pasfoto som i dit CV
  • Lad dig inspirere

    Hænger du lidt fast i forhold til at komme i gang med din ansøgning, kan du sagtens hente inspiration fra andre personer eller andre ansøgninger.

  • Tilpas dit sprog til modtageren

    Sprog og tone må gerne svare til formen i stillingsopslaget.

    Hvis opslaget er uformelt, bør din ansøgning også være det. Sæt dig i læserens sted, og tilpas dit sprog derefter.

    Fat dig i korthed. En ansøgning fylder sjældent meget mere end én side.

    Tænk på, at du ofte kommer til ligge i en bunke med mange ansøgninger, så arbejdsgiveren skal hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvem du er.

  • Gør din ansøgning personlig

    Undgå standardansøgninger - de er lette at gennemskue for arbejdsgiveren og er ofte diskvalificerende, fordi de ikke reflekterer på arbejdsgiverens specifikke jobannonce og mangler personlighed.

    Giv ansøgningen dit personlige præg, så den skiller sig lidt ud fra stakken af ansøgninger. Vær tro mod din stil, både i sprog og form.

  • Sammenhold dine kvalifikationer i forhold til krav

    Arbejdsgiveren vil vide, om du matcher de krav, de efterspørger. En god ansøgning forholder sig aktivt og konkret til de krav, der stilles, så konkretiser så meget som muligt.

    Vælger du at skrive om din uddannelse og dine studiejobs, skal du skrive, hvad de har gjort dig i stand til. Du skal ikke forvente, at arbejdsgiveren ved det.

    Oversæt dine kvalifikationer til et sprog, som arbejdsgiveren kan forstå. Undgå at gentage dit CV, men udvælg nøje en til to helt relevante erfaringer, der responderer på annoncens krav.

  • Vedlæg kun relevante bilag

    Bilag er typisk dit CV samt dokumentation for de ting, du har skrevet om i ansøgningen og CV'et – for eksempel eksamensbeviser, udtalelser eller jobbeskrivelser fra dine tidligere jobs.

    Der er stor forskel på, hvad de personaleansvarlige vil have af bilag. Af de fleste jobannoncer fremgår det, hvad der skal fremsendes af bilag og ofte er CV’et nok.

  • Lad andre læse korrektur

    Få andre til at læse dine ansøgninger igennem og komme med konstruktiv input og forslag til, hvordan formuleringer og indhold kan forbedres.

    Få også andre til at læse korrektur, inden du sender den færdige ansøgning af sted, så du undgår stavefejl eller lignende.

  • Dit CV

    Dit CV er en beskrivelse af dit arbejdsliv krydret med elementer om dit familie- og fritidsliv. Et CV er vigtigt, da det giver arbejdsgiveren det første indtryk af dig.

    Derfor skal dit CV være indbydende, så arbejdsgiveren får lyst til at læse din ansøgning. Målet med dit CV er at vække arbejdsgiverens interesse, så det netop bliver dig, der bliver kaldt til samtale.

    • Dit CV skal først og fremmest indeholde dit fulde navn, din alder og bopæl.
    • Samtidig skal det indeholde en beskrivelse af de opgaver og ansvarsområder, du har haft i dine job, og de resultater, du har opnået. Og så skal der være en oversigt over dine ansættelsessteder og din uddannelse. Det er vigtigt, at du fokuserer på, hvad du kan, frem for hvor du har arbejdet. Fremhæv dine faglige og personlige kompetencer.

    For at dit CV fungerer bedst muligt, er det væsentligt, at du stiller det struktureret op. Et CV er et levende dokument, som forandrer sig, hver gang du søger et nyt job, og som du opdaterer i takt med, at du opnår nye kompetencer.

    Er dit CV rodet og uoverskueligt, kan du være sikker på, at virksomhederne ikke læser ansøgningen færdig. Derfor bør de vigtigste oplysninger være fremhævet, eksempelvis i punktform, for på den måde over for modtageren at give et overblik over dine kompetencer.

    Arbejdsgiveren modtager mange ansøgninger. Derfor bør dit CV være både overskueligt og fejlfrit.

  • Gode råd til et godt CV
    • Brug en læsevenlig skrifttype (for eksempel Times New Roman eller Calibri), og brug den samme skrifttype igennem hele ansøgningen
    • Husk at notere navn, adresse og fødselsdato
    • Indsæt et vellignende og præsentabelt foto
    • Skriv et kort resumé om dig selv, hvor du fremhæver dine kompetencer og kvaliteter
    • Opstil gerne dit CV i punktform med din uddannelse, joberfaringer, sprogkundskaber mv.
    • Dit CV må højst fylde to a4-sider. Det skal være kort og overskueligt at læse
    • Skriv, hvilke kurser du har taget
    • Noter frivilligt arbejde
    • Er det relevant, skal du fortælle om dine kompetencer inden for it, sprog og andet, der kan være vigtigt i forhold til det søgte job
    • Sender du dit CV på mail, så gem dit dokument i filformatet PDF. På den måde undgår du, at dit CV ændrer sig eller bliver ødelagt

    Du kan også tjekke

    - hvor der er lagt skabeloner ud til cv og ansøgning.

Guide og tips til samtalen

  • Forberedelse inden samtalen

    Gå udførligt virksomhedens hjemmeside og eventuel Facebookside igennem for at få et indtryk af virksomheden.

    • Hvordan er kulturen og værdierne?
    • Hvem er ledelsen?
    • Hvilke type kunder har de?

    Tænk over, hvorfor du gerne vil have en læreplads i netop den virksomhed?

  • Elevatortale

    Forestil dig, at du står i en elevator og har max. 2 minutter til at overbevise den anden i elevatoren om, at du er den helt rette til et ledigt job.

    Øv dig i at præsentere dig selv, så den, du står over for, får en fornemmelse af, hvem du er. Som en del af grundforløbet får du mulighed for at træne en elevatortale sammen med din underviser.

  • Spørgsmål

    Spørgsmål til dig: 
    Øv dig i at svare på de spørgsmål, du forventer bliver stillet. Forbered dig både på at svare på spørgsmål om dine stærke og svage sider.
     

    Spørgsmål til dem: 
    Overvej at stille et enkelt eller flere spørgsmål til virksomheden. Vis, at du interesserer dig for virksomheden. Men spørg ikke om noget, hvor du kan finde svaret på deres hjemmeside.

  • Din fremtoning

    Tænk over, om det tøj, du tager på, egner sig til at besøge virksomheder i. Og sørg for, at tøjet er rent.

  • Til samtalen

    Når du træder ind ad døren, så husk:

    • Giv et fast håndtryk
    • Førstehåndsindtrykket kan være afgørende
    • Virk interesseret og engageret
    • Se personen, du taler med, i øjnene
    • Sluk din mobil, så den ikke forstyrrer
    • Husk at lytte og ikke afbryde
    • Tal tydeligt, og vær opmærksom på dit kropssprog.

    Og så er det altid en god ting at være dig selv og være åben og ærlig. Vis virksomheden, at du virkelig vil dem og lærepladsen. Husk ikke mindst at sige tak, fordi de ville se dig til samtale. 

  • Efter samtalen

    Skriv ned hvilke virksomheder du har været i kontakt med, og hvad de har sagt. 

    Måske virksomheden har fortalt, at deres nuværende lærling afslutter på en bestemt dato. Efter denne dato, kan du da følge op igen. 

    Sørg for at følge op hos virksomheden efter jeres samtale, og takke for at de ville se dig. 



Brug for hjælp?

phone

Ring

Tlf. 79 32 01 00

dialog

Chat

signup

Tilmeld dig

Læs mere om tilmelding

Del siden